Skip to main content

Full text of "To forelæsninger"

See other formats




Ea miss HE ae rr 
p, Gee 
v; eee SEE == 
= 
= mmm 
er ” 
ide 7 MEE Ren 
æ v gx 


re 

















ESTER SØER SEES EET TA TE 


DE MORALSKE BEVISER FOR HOMOEOPATHIEN. 


TO 


FORELÆSNINGER 


AFHOLDTE I DET LONDONER HOMOEOPATHISKE HOSPITAL 


AF 


STEPHEN YELDHAM, M.R.C.S., 


HOSPITALETS CHIRUR 6. 


UDGIVNE PAA DANSK IFØLGE FORANSTALTNING» AF 


C.K, f «+ GV 

0G OVERSATTE AF fl i 2 
THORL. GUDM. REPP. val o 
NE 2 j 
Ø] 


KJOBENHAVN. 
ANDR. FRED. HØST, UNIVERSITETS-BOGHANDLER. 
1853. 








OVERSÆTTERENS FORTALE. 


Å: udbrede igjennem Pressen og paa andre Maader lidet bekjendte eller lidet paaagtede, nyttige, factiske 
literaire og videnskabelige Sandheder, har altid forekommet mig at være en fortjenstlig Gjerning, og uden 
al tage mindste Hensyn til, hvilken Paaskjånnelse en saadan Idræt maatte finde, har jeg, den Tid jeg har 
opholdt mig i Danmark, gjort dette til min Livs-Opgave. 

Jeg har ved en saadan Virksomhed altid mådt Modsigelse og Modstand, men dette har dog været 
meget langt fra at gjøre den mindre tiltrækkende. Der er noget saare behageligt ved den Tanke: ,,Dine 
Ord ville overvejes og vække Eftertanke hos de Fornuftige; med Tiden ville de skaffe sig Indgang selv 
hos den ufornuftige Masse; lidt efter lidt ville de mere og mere befæstes og bekræftes — om ti, tredive, 
ja om Hundrede Aar vil deres fulde Gyldighed anerkjendes”. En saadan Tanke nærer den Selvbevidsthed : 
»Du har ikke levet — veluti pecora quæ natura prona atque ventri obedientia fin- 
xit”; thi du har været en Forkjæmper for det Gavnrige, Sande, og altsaa for en uberegnelig lang Tid sik- 
kret dig en voxende Indflydelse paa kommende Slægter — ja knyttet dit Navn — dit Jordelivs Spand til 
deres stedse tiltagende Velvære. 

Nærværende Oversættelse slaaer — det er jeg mig velbevidst -— i nåje Forbindelse med den oven- 
antydede Tænkemaade. Dog tilhårer det nærværende Foretagende ikke mig — men en Hædersmand, som 
anmodede mig om at oversætte denne lille Brochure — han havde selv af egen Erfaring overtydet sig om 
den heromhandlede Cuurmethodes Fortrin. Plaget af chronisk Rheumatisme i mange Aar, havde han sågt 
den bedste Lægehjælp han kunde faa, enten her eller i Udlandet — men uden synderlig Virkning, tilsidst 
henvendte han sig til de herværende Homoeopather og blev fuldstændigen helbredet. Dette Resultat til- 
skyndte ham til at udgive nærværende Brochure paa Dansk; han tænkte: ,,En Lægebehandling, som i en 
saa umiskjendelig Grad har gavnet mig, vil efter al Sandsynlighed gavne mange flere; den Oplysning om 
dens Historie, som findes i dette Skrift, er klar og fattelig. Jeg vil derfor gjåre det bekjendt for mine 
Landsmænd”, 

Jeg kunde, ifålge det ovenanfårte, fuldtvel paaskjånne en saadan Tænkemaade, og udfårte derfor 
Oversættelsen aldeles i samme Aand. 

Jeg har til samme Tid bemærket, at Homoeopathien i en forbausende Grad udbreder sig iblandt de 
oplyste og dannede Klasser i England, og at de Rige og Fornemme, som have benyttet de fortrinligste 
allopathiske Læger, have forladt disse og ere gaaede over til Humoeopatherne. Selv udmærkede allopathi- 
ske Læger ere blevne omvendte og have sluttet sig til den Hahnemannske lære, 

Ogsaa i Island begynder Homoeopathien at udbrede sig. Fålgende Beretning har jeg fra en meget 


ansevt og særdeles paalidelig Embedsmand paa Island. En Pige paa omtrent tredive Aar, som lever paa 


Nordlandet i Island, leed af en coat Hoste, og hun havde uden Virkning afbenyttet de bedste Læge- 
raad hun kunde faae. En Præst, som har studeret Hahnemanns System og pracliserer derefter, kom til- 
fældigviis paa Gaarden, hvor hun boede: han gav hende to homoeopathiske Doser, og båd hende tage den 
ene strax; hun vilde, sagde han, erfare, at i de fårste Uger derefter vilde Hosten blive værre; men efter 
tre Ugers Forlåb skulde hun dog tage den anden Dosis, og da vilde hun mærke Bedring. Hun fulgte hans 
Raad, fandt, at Erfaringen nåjagtigt bekræftede hans Prognosis, og blev fuldstændigt helbredet. Mange i 
Island forlade de allopathiske Læger og holde sig nu til den ovenmældte Præst; og en af de dygtigste 
Allopather paa den har nu bestilt homoeopathisk Literatur og Lægemidler, 

Mange lignende velconstaterede Kjendsgjerninger kunne vel anfåres: dog være det langt fra mig 
endnu at ville afsige nogen afgjårende Dom om det Hahnemannske Systems Gyldighed, men derhos tår jeg 
dog paastaa med fuldkommen Sikkerhed , at der foreligge Kjendsgjerninger, som ere betydningsfulde nok 
til at opfordre til en rolig, en fordomsfri, en samvittighedsfuld Dråftelse af dette System. Og nærværende 
Brochure forekommer mig at indeholde en kraftig Tilskyndelse til denne Læres omhyggelige Undersøgelse, 
Tabellen (Side 48) anbefaler jeg paa det eftertrykkeligste til tænkende Mænds Overvejelse, Dens Authenti- 
citet, saavidt den naaer, er stillet udenfor al Tvivl. Men det forekommer mig endnu at være et Desidera- 
tum, at Undersågelsen anstilles mere fleersidigt; foruden den udenlandske Homoeopathies Forhold til den 
Engelske Allopathi kunde man f. Ex. endnu ånske tre Tabeller, nemlig een, der, omvendt, fremstillede 
Forholdet mellem den Engelske Homoeopathi og den udenlandske Allopathi; en anden, der sammenlignede 
den Engelske Homoeopathi og den Engelske. Allopathi med hinanden indbyrdes, og en tredje, som viste 
disse Cuurmethoders indbyrdes Forhold i Udlandet. En saadan Undersågelse , fordomsfrit gjennemfårt, 
maatte blive i håjeste Grad lærerig; og hvis en saadan fleersidig Sammenligning, redelig! anstillet, under 
behårigt betryggende, gjensidig Control, viste sig at give ligesaa gunstige Resultater, som den nærværende 
Tabel, for Homoeopathien, saa vilde dette være tilstrækkeligt til at godtgjåre Nodvendigheden af en radical 
Reform af de nu gjeldende mediwinske Systemer; thi det maa dog i ethvert Tilfælde ansees for uomtviste- 
ligt, at det medicinske System, som viser sig meest effectivt i at helbrede Sygdomme, og derhos gjår 
mindst Vold paa den menneskelige Organisme, — er det bedste. Det forstaaer sig, at man burde ved 
disse Sammenligninger, som Mr.Yeldham bemærker, meest holde sig til offentlige Stiftelsers og Hospi- 
talers Reporter og Sygejournaler ; dog forekommer det mig tillige, at samvitlighedsfuldt forte Båger over 
privat Praxis ogsaa maatte kunne komme noget i Betragtning. Man såge kun Sandheden med oprigtig 


Redelighed, og man vil da sjælden forfeile sit Maal. 
Kjøbenhavn, den 17de Mai 1853, 


THORL, GUDM. REPP, 


FORSTE FORELÆSNING. 


OM HAHNEMANN'S CHARAKTEER. 


MINE HERRER, 

Det er Dem bekjendt, at Forelæsninger bleve ifjor ind- 
forte ved dette Hospital for at meddele praktisk Underretning til 
dem som vilde undersåge Homoeopathiens Væsen; og at Dr. 
Quin, med den Iver og Opoffrelse for vor Sags Fremme som 
har udmærket hans hele Lobebane strax indvilgede sine Colle- 
gaers og Committeens Begjering i at tage Initiativet i denne 
Gjærning. Han holdt et Cursus af sex Forelæsninger (og hvor- 
megen Ære han derved indlagde sig, og hvor meget han gav- 
nede dem, som hårte ham, er det unddvendigt for mig at gjen- 
kalde i Deres Erindring) over nogle af det menneskelige Le- 
gems vigtigste Sygdomme, hvilke han belyste med udvalgte 
Syge-Journaler fra dette Hospitals Sygestuer. Da nu den lærde 
Doctors Kaabe for nærværende Tid er nedstegen til mine Skul- 
dre, kunde man vænte at jeg vilde vende tilbage til Forelæs- 
ningernes almindelige Ojemed og fremhæve nogle Exempler 
paa Homoeopathiens praktiske Anvendelse ved Sygdommes Be- 
handling. Dog har det forekommet mig, at jeg kunde afvige 
noget fra denne Fremgangsmaade og alligevel fyldestgjåre Com- 
mitteens Ojemed, ved at bidrage til Udbredelse af Kundskab 
om Homoeopathien. 

I det jeg i den fuldeste Udstrækning tilstaaer den kliniske 
Methodes Fortrin over andre Maader hvorpaa Kundskab om 
Homoeopathien meddeles, forekommer det mig dog, at der er 
noget i Videnskabens nærværende Stilling, som paa en bydende 

1 


2 

Maade fordrer en Fremstilling af de Argumenter paa hvilke 
den ståtter sig. Nu, den Kilde paa hvilken vi henlede den 
Studerendes Opmærksomhed for at godtgjåre Homoeopathiens 
Sandhed er Patientens Sygeleje. Dette er den ene store og 
solide Grundvold hvorpaa Medicinen som praktisk Videnskab 
altid maa hvile. Men' hvorvel Erfarings Beviis danner Homoeo- 
pathiens Grundvold, ja endog den derpaa opfårte Bygning til- 
lige, saa gives der dog andre Hjælpeståtter hvilke vi kunne 
med Fordel afbenytte til at styrke og forskjånne Bygningen. 
Iblandt disse er det som jeg vilde fordriste mig til at kalde 
»de moralske Beviser” for Hahnemanns Lov; de Beviser som 
lade sig udlede af Opdagerens Liv og Levnet, og af Tilstede- 
værelsen af visse Egenskaber eller Særkjender, som den har 
tilfælles med andre Love af lignende Beskaffenhed. Disse 
sidstnævnte vil udgjåre min næste Forelæsnings Gjenstand. 

Den menneskelige Sjæl har ogsaa sine Særkjender. Be- 
tragtningen af dens Virkninger som disse fremtræde i Menne- 
skenes Handlinger, har ledt til dens Inddeling (dersom et Ud- 
tryk af en saa materiel Betydning kan anvendes paa en saa 
immateriel Gjenstand) i forskjellige Evner, saadanne som den 
Fornemmende, den Raisonnerende, den Moralske &c. Nu vil 
det strax være aabenbart at en Mands Charakteer maa i håj 
Grad modificeres efter det relative Forhold i hvilket disse Ev- 
ner ere udviklede — efter nogles Overvægt og andres Mang- 
ler eller Svaghed. Naar nu dette er Tilfældet, saa fålger deraf 
nådvendig at hans Beqvemhed eller Ubeqvemhed til at udfåre 
ethvertsomhelst givet Foretagende maa rette sig efter den 
samme Regel. En Mand, for Exempel som har liden eller in- 
gen Standhaftighed eller Charakteer Fasthed vilde være uskik- 
ket til at regjere i nogensomhelst Egenskab — en anden med 
liden Samvittighedsfuldhed 'og stor Erhvervs-Evne, vilde ei være 
den bedst skikkede Person til at have Overopsyn over andres 
Ejendom; vi vilde ikke hvis vi kjendte disse Egenskaber hos 
ham, vælge en saadan Charakteer til Casserer eller Skatmester. 
Igjen en Person med et svagt Sprog-Organ vilde kun blive en 
daarlig Taler; En som havde Organet for Farve, Form og 


3 


Storrelse ufuldstændigen udviklet vilde aldrig blive en Maler ; 
ei heller En uden Takt eller Tone en god Musikus. De uen- 
delige Combinationer i hvilke disse Evner kunne variere ere 
Kilden til den uendelige Charakteer Forskjæl, som vi bemærke 
hos Menneskeslægten, og det er paa Harmonien mellem Sjæ- 
lens Constitution og den Gjerning som Mennesket har at gjøre, 
at hans Held eller Vanheld beroer. Dersom man nu forlangte 
af os at vi skulde bestemme de Sjæls-Evner som gjorde en 
Mand bedst skikket til at blive en Opdager, hvilke vilde vi da 
fremhæve? Lad os antage et fingeret Tilfælde. Vi vil fore- 
stille os at en Mand som var os fremmed erklærede at han 
havde opdaget Nord-Vest Passagen, som vi have hårt saa me- 
get om i de senere Aar. Den forste Trmg som vi vilde for- 
lange at oplyses om vilde være, om han ved Opdragelse var 
blevet qvalificeret til et saadant Foretagende. Hvis vi da er- 
farede at han sit hele Liv igjennem havde været vant til Sys- 
ler som laa meget fjærnt fra en saadan Opgave, saa vilde dette 
strax kaste en stærk Mistanke paa hans Beretning. Men der- 
som tvertimod han befandtes at være en erfaren Reisende, og 
dog især en Såfarer, saa vilde den fårste Vanskelighed i,Sagen 
være overvunden — ingen Usandsynlighed i Henseende til 
Qvalification vilde kaste nogen Mistanke paa den. Den forste: 
Ting altsaa som vi nu vilde fordre vilde være, at hans Aands- 
Evner skulde være uddannede, saavel ialmindelighed, som i Hen- 
seende til den Gjenstand betræffende hvilken han foregav at 
have gjort en Opdagelse. 

Men dette alene vilde ikke være nok — i Betragtning af 
at vor Reisende fordrede vor Billigelse af en Beretning, som 
alene var begrundet paa hans Bekræftelse, saa vilde vi dernæst 
&nske at vide om man kunde forlade sig paa hans.Ord: kort 
sagt, om, ganske bortseet fra hans nærværende Angivelse, han 
var en redelig Mand — om han, paa hans forudgangne Låbebane, 
havde afgivet slaaende Beviser paa Samvittighedsfuldhed. Naar 
vi saa vare tilfredsstillede angaaende dette Punkt, vilde vi der- 
mæst fordre noget Beviis for hans Samvittighedsfuldhed i Hen- 
seende til hans foregivne Opdagelse; thi, hvorvel i alle forud- 

za 


Å 


. gangne Forhandlinger han kunde have givet Pråver paa ufor- 
anderlig Redelighed, saa kunde der dog i nærværende Tilfælde 
tænkes en eller anden mægtig Bevæggrund til Bedrag. Nu, 
det stærkeste Beviis som en Mand kunde give for sin Oprig- 
tighed, vilde være hvis han paatog sig at bevise sim Paastands 
Sandhed paa en Maade som var forbunden med en eller anden 
alvorlig Opoffrelse fra hans Side: saadan f. Ex. som Bortfjær- 
nelse fra Hjem og Fædreland og Beskjæftigelse, og fornyet Ud- 
sættelse for Såreisens Moisommeligheder og Farer. Altsaa, for 
det tredje vilde vi forlange Beviis for hans Samvittighedsfuld- 
hed saavel i Henseende til den særegne Kjendsgjerning hvis 
Virkelighed han forlangte vi skulde anerkjende, som i Hen- 
seende til hans Opfårsel i det Hele. 

Der vilde endnu være nok en Pråve som vi kunde onske 
at anvende for saa meget som muligt at bestyrke det moralske 
Beviis for - Opdagelsens Sandhed. Det vilde ei være nok at 
han skulde erklære sig redebon til at underkaste sig de Opof- 
frelser og udsætte sig for de Besværligheder som vi her have 
supponeret. Han kunde jo bære til Skue den stårste Redebon- 
hed til at gjore dette lige til det sidste Ojeblik og dog trække 
sig tilbage fra selve Pråven. Dette vilde naturligviis ikke være 
noget fuldstændigt Beviis imod hans Angivelser, men det vilde 
dog i en betydelig Grad svække vor Tillid til dem. Kort sagt, 
intet vilde fuldkommen tilfredsstille os undtagen Fuldbyrdelsen 
af hans Opgave. Vi ville (som Shylock) have ,,Pantet og intet 
andet end Pantet” og dettes Erlæggelse forudsætter en urokke- 
lig Charakteerfasthed. Det viser sig altsaa at de Egenskaber 
som ere væsentlige for en Opdager ere Intelligenis, Samvittiq— 
hedsfuldhed og Charakteerfasihed. Vi gaa nu over til at under- 
såge Hahnemanns Charakteer efter disse Kjendemærker og til 
at eftergrandske hvorvidt en saadan Charakteer fremskinner i 
hans Levnet og Opfårsel, saa at dén kan tjene til Beviis for 
den store Lærdoms Sandhed som han udbredte i Verden. 

INTELLIGENTS. Udtrykket betegner to Ting: Besiddelsen 
af visse Evner og disses Uddannelse. De Evner som jeg her 
antyder ere for det fårste de, ved hvilke vi blive bekjendte 


5 


med eller fornemme Tingenes Egenskaber — og som derfor 
kaldes ,,de fornemmende” Evner ere meget forskjellige i Styrke 
og Skarphed hos forskjellige Individer. Tingene fornemmes 
med større .Intensitet af nogle Personer end af andre. De 
gjore et dybere og varigere Indtryk paa deres Sind. Men det 
er Opdragelse og Dannelse som bringer disse Evner til Fuld- 
kommenhed og til den håjeste Grad af Udvikling. En Kapel- 
mester f. E. vil opdage en falsk Tone hos enhversomhelst af 
hans Musici hvor stort endog hans Orchester er. Jægeren kjen- 
der hver Hunds Stemme i Kobbelet og kan skjælne dem fra 
hinanden selv naar de alle gjå paa en Gang. Den vilde In- 
dianer vil opdage Lyden af Fodtrin som nærme sig, i en Af- 
stand, som forekommer Europæere næsten utrolig. I alle disse 
Tilfælde er den store Forfinelse af Hårelses Evnen et Resultat 
af Opdragelse og Dannelse. Men disse Evner, hvor uundvær- 
lige de end ere til Intelligentsens Dannelse, vilde dog, hvis de 
forefandtes alene for sig, hvor meget de end maatte være cul- 
tiverede, næppe hæve deres Besidder over den umælende Skab- 
ning. For at der kan være Tale om Intelligents i egentlig 
Forstand, fordres der noget mere end den blotte Evne til at 
fornemme Tingene — jeg mener en Evne til at vurdere det 
som vi fornemme; til at sammenligne Tingene med hverandre, 
og bedåmme deres Forskjælligheder, til at forstaa deres gjen- 
sidige Stilling til hinanden som Aarsag og Virkning. Disse og 
andre lignende Sjælens Operationer kaldes Raisonneren, og de 
Evner, hvori denne Kraft forefindes, kaldes de ,,reflecterende” 
eller raisonnerende Evner. Jeg behåver ikke at bemærke for 
Dem, at disse ædle Evner ere givne forskjellige Individer i 
forskjellige Proportioner og at deres aandelige Kraft fornem- 
meligen bestemmes derefter. Det er vist, at ingen Aand kan 
være stor, i hvilken de ei ere i hi Grad udviklede. Men det 
er Combinationen af disse Evner med dem, som vi nævnte 
ovenfor, som udgjår hine store Aander, som ved at fremdrage 
for Dagens Lys Naturens skjulte Hemmeligheder oplyse og be- 
lære Menneskeslægten. Newton var et herligt Exempel af dette 
Slags. Vi kjende alle ret godt Fortællingen om hans Opdagelse 


6 


af Gravitations-Loven ved at see et Æble falde ned fra et Træ. 
Hvorledes kundg han i dette see en Sandhed, som var forble- 
ven ubemærket af de mange Myriader af Personer, som får 
ham havde været Vidner til det samme Phænomen? Det' var 
fordi han for det fårste fornam Kjendsgjerningen med. stårre 
Intensitet og dernæst fordi han i håjeste Grad besad hine re- 
flecterende Evner, som satte ham istand til at raisonnere over 
samme. 

Jeg har her indfårt disse Bemærkninger, for ved deres 
Hjælp at bestemme, eftersom vi gaa videre, hvorvidt disse Ev- 
ner vare udviklede i Hahnemanns Sjæl, og hvorvidt han var 
qvalificeret, i denne Henseende, til at opdage og udarbeide en 
ny videnskabelig Sandhed. 

Det er heldigt for mig at den Gjenstand som jeg har for 
Oje ikke fordrer at jeg skulde indlade mig i Enkeltheder an- 
gaaende Hahnemanns Levnets Løb, thi hvis dette gjordes nåd- 
vendigt yilde jeg komme i Forlegenhed ved at opsøge de Kil- 
der hvorfra jeg skulde såge Oplysning. De Beretninger "som 
hidindtil ere offentliggjorte om denne Gjenstand ere yderst tar- 
velige. Jeg vil her kun antyde at jeg har begrundet mine Be- 
mærkninger fornemmeligen paa Kjendsgjerninger som ere for- 
talte i en Memoire skreven af Dr. Leon Simon, hvilken er ind- 
fort som Fortale til den sidste Franske Udgave af ,,Organon”, 
og som, idet den er det righoldigste, det meest omstændelige 
og nyeste Skrift jeg kunde faa fat paa, forekom mig især at 
fortjene Tiltro. 

SAMUEL HAHNEMANN blev født i Meissen i Sachsen, den 
10de April 1755, og han dåde i Paris den 24de Juli 1845. Han 
var en Sån af fattige men retskafne Forældre; hans Fader 
havde været Porcellainsmaler. — Begyndelsesgrundene til sm 
Opdragelse erholdt han hjemme, og blev, da han var 12 Aar 
gammel, sendt til Provincial-Skolen, som den Tid blev bestyret 
"af Dr. Miller. Han tiltrak sig snart sin Lærers Opmærksom- 
hed og vandt hans stadige Agtelse, thi vi erfare, at, da hans 
Fader til den Tid, da unge Mennesker sædvanlig forlade Sko- 
len, ånskede at han skulde vælge sig een eller anden industriel 


X 


Levevej, svarende til hans egen, gjorde Dr. Miller Forestillin- 
ger imod en saadan Opoffrelse af hans Yndlings-Skolar og paa- 
tog sig gratis at fuldende hans Opdragelse for et eller andet 
højere Kald. Da dette var blevet fuldfårt og han siden valgte 
Medicinen som sit Livs Opgave, begav han sig, tyve Aar gam- 
"mel, til Universitetet i Leipzig for der at forfålge sit Studium 
af denne Videnskab, og bestode alle hans Hjælpekilder af en 
Foræring af tyve Ducater fra hans Fader. ,,Det var”, som Dr. 
Simon ret rårende bemærker, ,,kun lidet for Modtageren; dog 
var det Alt hvad Giverens omme Kjærlighed kunde yde”. Han 
fortsatte sine Studier med uformindsket Iver. Men da hans 
trange Kaar ikke kunde tilfredsstille de uundgaaelige Fordrin- 
ger, som gjordes paa hans Pung, besluttede han at erstatte det 
manglende ved at oversætte fremmede medicinske Skrifter paa 
sit Modersmaal. Men da hele Dagen stedse var fuldt besat 
med hans Videnskabs Studium, besluttede han at opoffre hver- 
anden Nat til dette nye Foretagende. Da hans Curriculum ved 
Universitetet var fuldendt begyndte han en Række af Vandrin- 
ger gjennem Tydsklands vigtigste Byer og gjorde sig bekjendt 
med den forskjællige Slags af Praxis som var vedtaget i disse 
Steders Hospitaler. Hvorsomhelst han kom, tildrog hans Lær- 
dom siz Opmærksomhed og i mange Tilfælde erhvervede ham 
Venskab og Agtelse hos de lærdeste og meest indflydelsesrige 
Læger — ved hvis Anbefaling han opnaaede. adskillige vigtige 
Ansættelser, som satte ham istand til, lidt efter lidt, at recrutere 
sme udtåmte Finanzer. Iblandt andet blev han ansat som Bi- 
bliothekar og Privat-Læge hos Gouverneuren af Siebenbiirgen. 
Da han var fire og tyve Aar gammel, tog han paa sin Fådsels- 
dag sin Grad som Dr. Medicinæ i Erlangen. Sex Aar derefter 
ægtede han i Magdeburg en Chemikers [d. e. Apothekers] Dat- 
ter; derefter opholdt han sig adskillige Aar i Dresden, hvor 
det Medicinske Overopsyn over Hospitalerne blev ham anbe- 
troet under hans Vens, Overlægens, Dr. Wagners langvarige 
Sygdom. Derpaa forlod han Dresden, vendte tilbage til Leip- 
zig og begyndte at practisere. I den senere Deel af den Pe- 
riode, som vi nu have gjennemgaaet,: var Hahnemann bleven 


8 


en Forfatter, og havde udgivet adskillige originale Værker af 
betydeligt Værd, meest om chemiske Gjenstande. Han fortsatte 
ogsaa! med megen Udholdenhed sin Opgave, at oversætte 
fremmede Værker af forskjkllige Sprog paa Tydsk. I den 
lange Liste af Båger, som saaledes bleve oversatte, finde vi 
Engelske, Franske, Italienske og Latinske Forfatteres Navne. 

Lad os her standse et Ojeblik, og kaste et Tilbageblik 
over denne Epoche af Hahnemanns Liv. Den fårste Ting som 
fængsler. Opmærksomheden er den Forkjærlighed som blev ud- 
viist imod ham af hans Skolemester, en Mand om hvilken man 
fortæller at han besad megen Lærdom og Erfaring, og derfor 
var velskikket til rigtigt at vurdere: sin Lærlings Evner. Lad 
os erindre at han paatog sig paa egen Bekostning og med egen 
Ulejlighed at forskaffe ham Fordelene af en håjere Dannelse — 
at han var vant til at have under sit Opsyn et stort Antal af 
Disciple, hos hvilke han maa have bemærket enhver forskjællig. 
Årt af Sjælsevner og Anlæg; og endelig at i al Sandsynlighed 
den Ædelmodighed han udviste mod Hahnemann var et enkelt- 

staaende Exempel! Hvorledes skulle vi forklare os en saa 
— mærkværdig og usædvanlig Fremgangsmaade? Vi kunne for- 
klare os den kun ved at' antage, at han opdagede hos denne 
Yngling en Combination af sjældne Egenskaber, Evner af 
højeste Rang, en Jordbund som kun behåvede at dyrkes for 
at yde en rigelig og overflådig Håst. Eftertiden har beviist 
hvor klart &g fjærnsynet hans Omdømme maa have været. 
Hædret være hans Minde for den Tjeneste, han gjennem den 
unge Hahnemann har gjort Menneskeslægten! 

Det 'andet Punkt som fortjener at bemærkes er den Iver, 
med hvilken Hahnemann forfulgte sine medicinske Studier. En 
Student som kjåbte Midlerne til at fortsætte sine Studier for 
.den Priis som Hahnemann betalte derfor, vilde sikkerligen af- 
benytte dem til det Yderste. Skjånt han maatte undvære Såvn 
om Natten vilde man ei finde ham slumrende paa' Auditoriets 
Bænke. Og vi kunne være vel forsikkrede, at han heller ikke 
undlod at fore sig til Nytte de fortrinlige Leiligheder, som hans 
Besåg paa forskjællige Steder og hans mangeartede Bekjendt- 


| 


9 


skab med Mænd og Ting forskaffede ham,. til at udvide sine 
Kundskaber saavel om medicinske som andre Gjenstande. Hel- 
ler ikke maa vi glemme hans Fattigdom, hvilken i hans Til- 
fælde som i mange andre blev Kilden til hans Storhed. Den 
drev ham til Bekjendtskab med Båger, ja til det meest fortro- 
lige Bekjendtskab: han blev nådsaget til at oversætte dem, en 
Omstændighed som fremfor alle andre var beregnet paa uud- 
”sletteligen at indprente deres Indhold i hans Sjæl — (og lad 
det aldrig glemmes af Engelskmænd, thi det er en Ting man 
kan være stolt af, at det var medens han saaledes var beskjæf- 
tiget med en Engelsk Forfatter, at det forste Glimt af den Ho- 
moeopathiske Lov lynede igjennem hans Sjæl). Idet vi nu 
kaste et Blik paa disse Omstændigheder: hans Valg af den 
medicinske Videnskab, som bestaaer af de blandede Videnska- 
ber; hans Studier, Beskjæftigelser og Tilbåjeligheder; hans 
Kjærlighed til Botanik i Ungdommen og senere til Chemi; hans 
udstrakte Bekjendtskab med andre Landes medicinske Literatur 
saavelsom hans Fædrelands; hans Anseelse som Forfatter og 
som praktisk Læge; naar vi, siger jeg, kaste et Blik paa alle 
disse Ting, som klart og ufeilbarligt tilkjendegive Besiddelsen 
og Uddannelsen af de Evner, som vi have nævnet som væ- 
sentlige Bestanddele i en gjennemtrængende Forstand, saa kan 
der ikke være nogen Tvivl om, at: Hahnemann i Henseende 
til Intelligenis var vel qvalificeret til at blive en Opdager i 
Medicinen. 

SAMVITTIGHEDSFULDHED eller som den sædvanlig kaldes, 
Redelighed — er en overmaade vigtig Egenskab hos en Op- 
dager, siden, at paa den Grad, i hvilken han besidder denne 
Egenskab, beroer den Tiltro, som hans Udsagn erholde i Ver- 
den. Af alle de moralske Evner er denne den, som agtes 
højest blandt Menneskeslægten, fordi den har en mere udstrakt 
Indflydelse paa alle Livets Forhold end enhversomhelst anden. 
Det er denne Evne som sætter sig paa Dommersædet over de 
&yrige, og som anklager eller undskylder os for de Handlinger, 
hvortil de tilskynde os. I den meest udstrakte Betydning om- 
fatter den, hvad der ialmindelighed forstaaes ved Characteer 


, 


10 


eller Rygte, og det kan angives som en almindelig Regel, at 
den Indflydelse som en Mand udåver over sine Medmennesker 
retter sig meget efter den Grad i hvilken han hesidder denne 
Egenskab. Et Ojebliks Eftertanke vil overbevise os om Sand- 
heden af dette, Exempler kunde anfåres næsten i enhver af 
Livets håjere Sphærer: i Religion, i Videnskab, i Politik. 

Men vor Opgave er at anvende denne Pråve paa Hahne- 
manns Charakteer. Hvorvel hans Opfårsel heelt igjennem sy- 
nes at have staaet under Samvittighedsfuldhedens Control, er 
der dog een Handling i hans Liv, som forekommer mig frem- 
for alle andre at charakteriseres af dens Indflydelse — jeg an- 
tyder: hans Opgivelse af medicinsk Praxis. De vil erindre, at 
da vi standsede i vor Fortælling forlod vi Hahnemånn i Leip- 
zig, hvortil han var vendt tilbage efter adskillige Aars Ophold 
i Tydsklands fornemste Hovedstæder. Han var nu mellem tre- 
dive og fyrgetyve Åar gammel; var gift og havde nedsat sig 
som practiserende Læge; havde taget sin medicinske Doctor- 
grad; var i Besiddelse af stor medicinsk Lærdom; af megen 
literair Navnkundighed ;. kort sagt af Alt hvad der kunde sikkre 
ham en håj Plads iblandt sme Fagsbrådre, tilvende ham Publi- 
cums Tillid og forvisse ham om sine Fortjenesters retfærdige 
Belånning. Og hvad var Resultatet? Oh, sikkert vilde Enhver 
der var ubekjendt med hans Historie svare, at han med Iver 
lagde sig efter medicinsk Praxis, erhvervede sig stort Ry og 
Rigdom, og som de fleste andre vilde have gjort — frydede 
sig ved Nydelsen deraf. Ja vel begyndte han at practisere, det 
er sandt, men vedblev han? Lad ham tale for sig selv. Idet 
han mange Aar senere skriver. til en Ven, siger han: —,,Atten 
Aar ere nu forlåbne siden jeg forlod Medicinens Alfarevej. Det 
var en Qval for mig altid at vandre i Mårket, med intet andet 
Lys end det som kunde hentes fra Båger, naar jeg skulde hel- 
brede de Syge, og at ordinere efter denne eller hin pathologiske 
Theori Substantser som skyldte en vilkaarlig Beslutning deres 
Plads i Materia Medica. Jeg kunde ikke med Samvittigheds- 
fuldhed behandle mine lidende Brådres ukjendte Sygdomme, 
med disse ukjendte Medicamenter, som, da de ere meget virk- 


ER 


somme Substancer, kunne (med mindre de anvendes med den 
strængeste Nojagtighed, hvilket Lægen ikke kan gjøre fordi 
deres særegne Virkninger endnu ei have været undersøgte) saa 
lettelig foraarsage Dåden eller frembringe chroniske Sygdomme, 
som ofte ere mere vanskelige at helbrede ved den oprindelige 
Sygdom. Saaledes at blive mine Brådres Morder og Plager 
var for mig en saa frygtelig og overvældende Tanke, at jeg 
snart efter mit Bryllup opgav medicinsk Praxis, for at jeg ikke 
længer skulde udsætte mig for den Fare at gjøre Skade.” 

Naar vi have denne Forklaring for vore Ojne, hæver denne 
Selvfornægtelses Handling, som uden samme Forklaring vilde 
nærme sig til Vanvid, sig til den meest ophøjede Heroisme; vi 
have her Selvopoffrelsen paa Pligtens Alter. Med en Kone og 
Familie at forsåorge, og med de meest lovende Udsigter til at 
tilfredsstille selv de ærgjærrigste Forhaabninger, tager han, dre- 
ven af en dyb moralsk Overbeviisnings uimodstaaelige Kraft, 
ikke i Betænkning at lukke Dåren for disse Udsigter — at op- 
offre Udsigterne til Rigdom, Hæder og Ry og endnu en Gang 
forlade sig paa sine literaire Arbeiders hesværlige og usikkre 
Vinding. 

Paa os, som seende tilbage paa hans paafolgende Lobebane 
kunne overskue den hæderlige Eftertid som væntede ham, gjår 
denne mærkværdige Selvfornægtelses-Handling næsten et slåvt 
Indtryk; men naar vi sætte os i hans Sted, naar vi erindre at 
den store Opdagelse som senere skulde udådeliggjåre hans 


Navn den Tid endnu laa skjult i Tidens Modersliv — at den 
nærværende Tid var fuld af Tvivl og Vanskeligheder — den 
tilkommende et sårgeligt Ode — saa kunne vi gjøre os nogen 


Idee om” den uforbeholdne, den dybe Hylding han ydede Sam- 
vittighedens Bud. Man bor ikke antage at Hahnemann stod 
enkelt i hans Overbeviisning om Lægekonstens usunde og util- 
fredsstillende Beskaffenhed. Andre Læger have baade får og 
efter hans Tid uden Tvivl kommet til den samme Concelusion, 
Ja endog den Dag idag have vi Grund til at tro at der gives 
mange Læger som ere fuldkommen overbeviiste om det af Hah- 
nemann begrundede Systems Fortrin, over det som de have væ- 


12 


ret vante til, og som dog tage i Betænkning at handle over- 
eensstemmende med deres Overbeviisning.  Hvoraf kommer 
dette? Dette kommer deraf, at deres Samvittighedsfuldhed, 
deres Fålelse for Ret og Uret — er mindre skarp, mindre paa- 
trængende, mindre kraftigt virkende end Hahnemanns. Havende 
for sig et Alternativ af Systemer vægre de sig ved at antage. 
det som de troe at være det bedste. Hahnemann med intet 
andet Alternativ for sig end Forborgenhed, méisommeligt År- 
beide og Fattigdom, idet han var overbeviist om at dette var 
det rette, tog ikke i Betænkning at slutte sig til det. For ham 
var Opdagelsen af det, han troede at være Pligtens Vej, og 
Beslutningen at fålge den, hvad det end kostede, Handlinger 
som udfårtes i eet og samme Ojeblik. Talrige som de Opof- 
frelser vare som Hahnemann gjorde ,;for Samvittighedens Skyld” 
var denne den ædleste; den var saa reen, saa uegennyttig! 
Selv uden Hahnemanns Vidnesbyrd, som hæver denne Sag 
over al Tvivl, vilde det være vanskeligt at finde nogen anden 
Bevæggrund for denne Handling end Lydighed mod Samvittig- 
hedens Forskrifter. Det er paa Grund af denne Handling, fordi 
den var saa reen og uegennyttig, at vi tillægge ham Besiddelse 
af Samviltighedsfuldhed i: det Hele, hvorfor Beviset som vi får 
bemærkede skulde udledes af en Mands Opfårsel i Livets sæd- 
vanlige Anliggender. 


- Hahnemanns Samvittighedsfuldhed med Hensyn til hans Opdagelse. 


Det kan troer jeg antages for et Axiom, at ingen bliver 
frivilligt en Martyr for det som han veed, eller troer, at være 
falskt. Løgn og Bedrag ere ofte blevne gjorte til Stigestene 
til Folkegunst og Rigdom, men de ledte aldrig Bedragerne til 
at opgive enten denne eller'hiin. Er nu dette Tilfældet, "saa 
foålger deraf at en Mands Beredvillighed til at opoffre verdslige 
Fordele for en Lære, ligesom den er det stærkeste. Beviis ham 
kan give for sin Oprigtighed, saa maa den af samme Grund 
betragtes som det vigtigste prima facie Beviis for Lærens Sand- 
hed. Vi kjende alle det mesterlige Brug som Erkediakon Pa- 
ley har gjort af dette Argument i hans beråmte ,,Beviis for 


13 


Christendommens Sandhed”. Dette eriSandhed det faste Punkt 
hvorom hele Beviisfårelsen drejer sig. Det erholder sin for- 
nemste Styrke af den Forudsætning, at den Persons Overbe- 
wiisning, som vil gjåre saadanne Opoffrelser, maa være velbe- 
grundet. Menneskene gjøre ikke store Opoffrelser for Smaa- 
ting eller for Det hvorom de nære den mindste Tvivl. En 
Mands Overbevisning yil blive stærk eller svag i Forhold til 
Styrken eller Svagheden af Beviserne hvorpaa den er begrun- 
det; og, bliver han opfordret til at forsvare en saadan Overbe- 
visning, vil han handle med Bestemthed, Udholdenhed, Urokke- 
lighed, eller det Modsatte, alt i Forhold til Inderligheden af 
hans Tro paa dens Rigtighed. 

"Vi gaa nu over til at prove Hahnemann som Homoeopa- 
thiens Opfinder efter denne Maalestok, til at undersåge Beviset 
paa hvilket hans Tro paa hans Lære var begrundet, og den 
Fremgangsmaade som han i Kraft deraf vedtog. 

Det var i Aaret 1790, idet han oversatte Dr. Cullens Ma- 
teria Medica, at den fårste Idee om den Hoemoeopathiske Lov 
opstod i Hahnemanns Sjæl. Han skyndte sig ikke med at med- 
dele Verden denne Idee. Da han havde fundet sin Formod- 
ning, at den Peruvianske Barks helbredende Egenskaber i Kold- 
feber muligen kunde bero paa dens Kraft til at frembringe 
Symptomer som lignede denne Sygdom, bekræftet ved at prove 
Barkens Virkninger paa sig selv, fortæller man, at han, for at 
forebygge Muligheden af Skuffelse, overtalte nogle Venner til 
at gjentage Experimentet — og da lignende Resultater paa- 
fulgte i ethvert Tilfælde — begav han sig, ståttende sig til 
dette Factum, til at anstille lignende Préver med andre velbe- 
kjendte Medicamenter og alle disse uden Undtagelse bestyrkede 
hans forste Indtryk. Da han nu ved disse og andre Experi- 
menter af samme Slags havde overbeviist sig selv om, at han 
endelig havde fundet en Helbredelses-Lov, vovede han i Aaret 
1796 — nemlig sex Aar efter den fårste Opdagelse — i et paa 
den Tid udkommende Tidsskrift, at offentliggjåre sine Tanker 
om Sagen. Og hvad den vide Verden angik, synes det at Sa- 
gen den Gang ikke kom videre. Men var Hahnemann imidler- 


14 


tid &rkeslås? Nei, tvertimod; roligt og i al Stilhed, men dog 
underståttet af nogle ivrige Venner fortsatte han uafbrudt sine 
Experimenter, og efter ni Aar til, som hengik paa denne Maade, 
bekjendtgjorde han Resultaterne af sine Undersågelser i en 
Bog som indeholdt Undersøgelser og Bestemmelser af syv og 
tyve Medicawenter. Standsede han nu her? Ingenlunde. Over- 
bevist om at den begrændsede Basis af et ringe Antal Experi- 
menter, hvor omhyggelig disse end vare udfårte, og hvor eens- 
formige end deres Resultater vare, aldrig kunde opretholde et 
stort og omfattende Videnskabs-Princip-, tog han igjen fat paa 
sit Arbeide med fordoblet Iver og fortsatte samme uophårligen 
under saadanne gjenstridige og vanskelige Omstændigheder, som 
vilde have neddæmpet de fleste Menneskers Energi, indtil Aa- 
ret 1811, da han udgav det forste Bind af det store Værk, som 
han i de næst paafålgende ii Aar vedblev at opfåre, til det 
blev et uforgjængeligt Minde om hans Geni og Udholdenhed. 
Dette Værk, som er Homoeopathisternes Eyangelium, indehol- 
der Undersågelser og Bestemmelser af mellem to og tre hun- 
drede Lægemidler. Saadan var Beviset, hvorpaa Hahnemanns 
Tro paa Homoeopathiens Sandhed var begrundet. Ikke paa 
Håren-Sagen, ikke paa et abstract Arguments Styrke — men 
paa den ene sikkre Basis for et videnskabeligt Spårgsmaal, 
nemlig Experimentet. Intet Under, at han, saaledes befæstet, 
var belavet paa at byde hele Verden Trods for dets Forsvar. 
Intet mindre end et saadant Beviis kunde have holdt ham oppe 
under den Ildpråve, som hans Tro blev underkastet. Vi be- 
sidde ikke nogen nåjagtig Kundskab om, til hvilken Tid Hah- 
nemann fårst begyndte offentlig at foredrage sm nye Lære. 
Sandsynligviis i de forste faa Aar, saalænge Sagen endnu stod 
ufuldkomment udviklet for hans egen Sjæl, indskrænkedes Med- 
delelsen af hans Lære kun til Samtaler med Venner og med 
hans tidligere Disciple. Da den fårste offentlige Kundgjårelse 
om hans Opdagelse udkom i Hufelands Journal i 1796, saa var 
det rimeligviis ikke længe efter denne Tid, at hans Lære, som 
i dens forste Barndom, kun blev betragtet med Ligegyldighed 
og Foragt, havde opnaaet tilstrækkelig Navnkundighed til at 


15 


tiltrække sig alvorlig Opmærksomhed og opvække Fjendskab 
imod sig hos Praktici af den gamle Skole. Nu gik det ikke 
længer an at behandle Hahnemanns Lære med Spåg eller et 
Haansmiil. Dværgen voxede snart op til en Kjæmpes Stårrelse ; 
hans Odelæggelse blev altsaa besluttet. Spårgsmaalet var kun 
hvorledes Odelæggelsen skulde iværksættes. Da man ikke var 
i Besiddelse af egen Kraft, som kunde gjåres anvendelig mod 
det tilsigtede Offer, besluttede man et indirecte Angreb ved 
Hjælp af Apothekerne, i hvis Fåaveur der forefandtes en Lov, 
som forbåd Lægerne -at tilberede og dispensere ;deres egne Me- 
dicamenter, og da deres Interesse i at knuse det nye Kjætteri 
var nøje forbundet med Lægernes, faldt det ingenlunde vanske- 
ligt at ophidse dem til active Foretagender mod Hahnemann. 
Ved deres Virksomhed blev den her omtalte Lov gjenopvæk- 
ket af den mugne Grav i hvilken den længe havde ligget skjult, 
og bragt ned over Hahnemanns til Dåden indviede Hoved med 
al den Kraft, som personligt Had og Egennytte kunde give 
den. Den lammende Virkning af et saadant Slag maa strax 
være aabenbar. Hahnemanns Systems heldige Fremgang var 
afhængig af Brugen af Medicamenter, som maatte tilberedes 
med den yderste Omhu, efter en aldeles ny Methode, som in- 
gen forstod undtagen han selv. Beråvet Rettigheden til at ud- 
fåre et Arbeide, som ingen anden enten kunde eller vilde ud- 
fore for ham, havde han kun eet Alternativ, enten at båje sig 
for Loven, og derved frafalde den store Sandhed, som han 
troede han var af Skjæbnen bestemt til at overlevere Efterver- 
denen, eller at forlade sit Hjem, sine. Venner, sin nærværende 
Levevej og såge i en anden Sphære den Tolerance, som neg- 
tedes ham i Leipzig. Ingen, som har overskuet Hahnemanns 
forudgangne Låbebane, og bemærket de måjsommelige Grader, 
gjennem hvilke han overtydede sig selv om sin Læres Sand- 
hed, kan et Ojeblik tvivle om, hvilken af disse to Fremgangs- 
maader han valgte. I dette som i ethvert andet Tilfælde, hvor 
der indtraf et Sammenståd mellem Sandhed og egen Fordeel, 
sejrede den fårste. Fåolgelig besluttede han, efter at have pro- 
testeret imod sine Undertrykkeres Uretfærdighed og Tyranni, 


16 


at forlade Leipzig. Han forfåjede sig til Georgenthal. Han 
blev nødsaget til at forlade Georgenthal, hvorfra han flyttede 
til Brunsvig, fra Brunsvig gik han til Keingslutter, fra Keings- 
lutter til Hamborg, fra Hamborg til Eclemberg, fra Eclemberg 
til Torgout). Paa denne Maade vandrede han fra det ene Sted 
til det andet indtil Aaret 1811, da han tredje Gang vendte til- 
bage. ,;,Denne Gang” — for at bruge Dr. Simons Ord —,,kom 
han ikke som en simpel Oversætter af fremmede Værker, end- 
nu mindre som en Mand, fra hvis Sjæl Tiden havde bortfjærnet 
de Selvbedrag, som man havde beskyldt ham for, men med en 
Reformators Dristighed, som uforsagt nedbryder Videnskabens 
gamle Bygning, og bringer det gode Budskab, at han endeli- 
gen har naaet det forjættede Land.” 

Han forblev i Leipzig, og lærte og practiserede Homoeo- 
pathi indtil Aaret 1820, da træt af den uophårlige Modstand 
og Plagerier, som han var udsat for, han forlod Leipzig for 
sidste Gang og opslog sin Bolig i Koethen, hvortil han var ble- 
ven inviteret af den regjerende Hertug, Ferdinand, hvis Beun- 
dring for Hahnemann var hleven vækket ved hans ædle og 
standhaftige Opfårsel i sin Læres Forsvar. Men medens Fyr- 
sten kunde tilbyde Hahnemann et Asyl som beskyttede ham 
mod fremmede Fjender, kunde han ikke altid beskytte ham 
mod sine egne Undersaatters lumske Ondskab og påbelagtige 
Fordomme, thi det fortælles, ,,at det var umuligt for Hahnemann 
eller dem som hårte til hans Familie at træde udenfor Diren 
uden at udsætte sig for de skammeligste Forhaanelser og de 
groveste Fornærmelser. De gik endog saa vidt, at de angreb 
hans Huus og brækkede hans Vinduer. med Steenkast.” Men 
dog i det hele taget er det utvivlsomt, at saasom han nåd Her- 
tugens Venskab og han var hædret og yndet af de Lærde og 
de Gode, saa boede han i Koethen saa nogenlunde i Fred. 
Han var bleven en Enkemand, og da det er interessant at er- 


+) Sandsynligviis ere .der Urigtigheder i Bogstaveringen af de Tydske 
Byers Navne.  Oversætteren har forsætlig bibeholdt den Engelske 
Originals Bogstavering. 


17 


fare, at da han i Aaret 1835 havde paany indgaaet Ægteskab 
med en Fransk Dame, og &nskede at flytte til Paris, besluttede 
han at forlade Byen om Natten, for at undgaae at blive tilba- 
geholdt med Magt, thi dermed truedes han af Indbyggerne, hvis 
Kjærlighed til den gode gamle Philosoph nu var bleven ligesaa 
varm, som deres Uvenskab imod ham får havde været bittert. 

Min Forelæsnings Ojemed fordrer ikke at jeg skulde læn- 
gere fortsætte denne Fortælling. Hvad der alt er anfårt er nok 
til at vise, at Hahnemann frivilligt underkastede sig — ved at 
frafalde sin Lære kunde han have undgaaet dette — Besvær- 
ligheder og Savn, Forhaanelser og Fornærmelser, Forliis af 
Hjem, Venner, Rigdom, Anseelse, kort sagt af Alt hvad der 
forskjonner Livet, undtagen Ære og Selvagtelse — og for 
hvad? for Kjærlighed til Sandhed — til Homoeopathi — og 
kun for denne. Det er umuligt at forestille sig nogen an- 
den Bevæggrund, der kunde være tilstrækkelig stærk til at 
forklare os hans Opfårsel. Belånningen viser os Bevæggrun- 
den. Hahnemanns eneste Belånning var en reen Samvittighed. 

Der er endnu en anden Phasis af Hahnemanns Samvittig- 
hedsfuldhed, som, hvorvel den ei saa directe vedrårer det nær- 
værende Spørgsmaal, som den vi just nu have betragtet, er 
dog altfor interessant til at forbigaaes med Taushed. Jeg an- 
tyder her hans Ydmyghed. Da en Ven i et Brev til Hahne- 
mann udgjod sig i disse Beundrings-Udtryk, som Geniet altid 
fremkalder, irettesatte han ham som fålger: — ,,Endnu et Ord; 
ingen flere Lovtaler over mig; jeg kan slet ikke lide dem; thi 
jeg fåler mig selv at være slet intet mere end en redelig Mand, 
som kun gjår sin Pligt. Lad os udtrykke vor Agtelse for hin- 
anden kun i simple Ord og ved Opfårsel som tilkjendegiver 
gjensidig Agtelse.” Igjen, da i hans sidste Sygdom hans Kone, 
tilskyndet af den &mme Sympathi, som characteriserer Qvinde- 
hjærtet, udraabte: ,,Forsynet skylder dig en Lindring i dine 
Lidelser, siden du i din Levetid har lindret saa manges Lidel- 
ser, og selv udstaaet saa meget!” irettesatte han hende med 
disse mindeværdige Ord: ,,Mig”, svarede den dående Vise, 
»Hvorledes mig? Hvert Menneske hernede virker som Gud 

2 


18 


giver ham Styrke, og finder en stårre eller mindre Belånning 
for Menneskets Domstol; men han kan ingen Belonning fordre 
for Guds Domstol. Gud skylder mig intet, men jeg. skylder 
Gud meget; ja Alt”. Denne ædle Yttring udsprang af en ret- 
færdig og samvittighedsfuld Paaskjonnelse af hans Forhold saa- 
vel til hans Medmennesker som til hans Skaber. É 
:… STANDHAFTIGHED eller CHARAKTBEERFASTHED. Den sidste Sjæls- 
Evne, paa hvilken jeg skal henlede Eders Opmærksomhed som 
væsentlig i en Opdagers Charakteer, er Charakteerfasthed. 
Denne Egenskab har to Kilder. Fårst er der det Slags, som 
har sin Oprindelse i en stor Udvikling af Samvittighedsfuldhed. 
En Mand, hos hvem Fastheden maaskee ikke er i håj Grad ud- 
viklet, vil dog, naar han handler under Indflydelse af kraftig 
Samvittighedsfuldhed, lægge for Dagen Standhaftighed og Con- 
sequents i Forsæt. Men det vil for det meste blive paa en ro- 
lig og negativ Maade — saadanne Charakterer ere ikke skik- 
kede til at paatage sig en virksom og ledende Rolle i Verdens 
Anliggender. De udfåre sjælden store Ting; intet Storværk 
vilde være sikkert i deres Hænder, og Forsynet betroer sjæl- 
den noget saadant til deres Ledelse. De kunne ei udholde 
hæftige Modstands-Angreb, og i Forfålgelsens Tid er det sik- 
kert at de vilde frafalde. — Til denne Klasse hårte Cranmer i 
Religionen og Galileo i. Videnskaben.  Skjont begge for- 
tråd deres Frafald, er det utvivlsomt, at den Sag, som 
de forsvarede hver for sig, led megen Skade ved deres 
foregaaende Svaghed. Den anden Slags af Fasthed har 
sin Oprindelse i en særskilt Sjæls-Evne, og er uafhængig af 
Samvittighedsfuldhed. Den kan fålgelig forekomme i Sammen- 
sætningen af Charakterer, som i moralsk Henseende ere hinan- 
den aldeles modsatte og kan ligesaa ofte forefmdes i Forbm- 
delse med Last som med Dyd. I det forste Tilfælde vil den 
onde Mand være standhaftig i sin Ugudelighed. De meest 
uimodsigelige Beviser, den klareste Fremstilling af det Rette 
vil intet formaa i at holde ham tilbage fra hans forudfattede 
Beslutning, at forfålge det Onde. Judas hårte til denne 
Klasse, hvis Gjerrighed alle hans Herres Mirakler ikke kunde 


49 


overvinde; til denne Klasse håre alle hine skjændige og grid- 
ske Bedragere, som selvbevidst skuffe deres Medmennesker 
for deres egen Fordeel. Nu vil De strax see, at naar disse to 
Slags af Fasthed, nemlig den, som har sm Oprindelse i Sam- 
vittighedsfuldhed, og den, som forefindes uafhængig af denne 
Evne, træffe sammen i eet og samme Individ, saa vil deraf for 
storste Delen dannes hine herlige Charakterer, af. hvilke de 
store Ting, som skee i denne Verden, udfåres — som lede og 
regjere Menneskeslægten — som gjåre et Indtryk paa deres 
Slægt, hvilket Tiden ei kan udslette, men kun gjåre dybere og 
varigere. Til denne Klasse hårer Martyrernes ædle Hær. Til 
denne Skare høre vore Ridleyer og Lutherer. Til denne Klasse 
hørte Hahnemann. Foruden den Charakteerfasthed, som har 
sm Oprindelse i stærk medfådt Samvittighedsfuldhed, besad 
han uden Tvivl i høj Grad naturlig Fasthed. Hans hele Låbe- 
bane saavel får som efter Homoeopathiens Opdagelse afgiver 
et kraftigt Vidnesbyrd om denne Kjendsgjerning. Den titter 
frem i hans Skoledrengs Dage; den viser sig mere klart i hans 
Studenter-Aar — da han, medens hans Kammerater svirede eller 
sov, i Nattens lange Timer erhvervede sig Livets Ophold-for 
den kommende Morgen, Den fremskinner endnu mere klart, 
da han havde besluttet at opgive medicinsk Praxis, og den 
holdt ham fast ved denne Beslutning, tiltrods for hans. Venners 
Modforestillinger, og hans Kones endnu smærteligere skjånt 
saare naturlige Klager. Det var denne Fasthed, som gav hans 
Mod Styrke og hans Forsæt Consequents, og som satte ham 
istand til med oprejst Pande og uforfærdet Oje at imådegaa og 
overvinde de haarde Modstands-Storme, som Teiste sig imod 
hans Lære; og, ligesom Solen ofte slutter en Uveirs-Dåg med 
sine mildeste og blideste Straaler, saa udbredte Hahnemanns 
Fasthed over den sidste store Forandring i hans paa Begiven- 
heder rige Bane, den rolige Tillid og sagtmodige Ro, som paa 
den skjånneste Maade slutter et Levnetislåb af Måjsommelighe- 
der og Modgang. 

Der er een og jeg troer kun een Beskyldning som er ble- 
ven fremfårt mod Hahnemann for at nedsætte hans Opdager- 

ar 


20 


Charakteer. Han er bleven kaldet en Seer af Syner, — en 
Drømmer. Om denne Bebrejdelse, som den anvendes imod 
hans Landsmænd i det Hele er fortjent eller ikke, skulde vi 
ikke her undersåge — men som den anvendes mod Hahnemann 
kan intet være mere ugrundet. Hele hans Levnetslåb saavel- 
som hans Skrifter afgive her det fuldstændigste Modbeviis. Naar 
vi tage hans Skrifter fra forst til sidst — og disses Fortegnelse 
er meget lang — finde vi ikke et eneste, som med god Grund 
kan henregnes til de speculatives Klasse. Hans Smag, som 
den viser sig i disse Skrifter, havde en diametralt modsat Ret- 
ning: han var en afgjort Ynder af det Praktiske. Jeg har 
allerede antydet, at Chemien, den meest praktiske af alle Vi- 
denskaber, var hans Yndlings-Studium. Får Opdagelsen af den 
store Lov, som beskjæftigede Resten af hans Dage, satte han 
næppe Pen paa Papiir, undtagen for at beskrive en eller anden 
Forbedring, som stod i Forbindelse med denne Videnskab, 
eller een eller anden praktisk Gjenstand — og efter hans Op- 
dagelse af Homoeopathien blev hans hele Liv anvendt paa Ex- 
perimenter til dens Befæstelse. Den fådtes til. Verden i et Ex- 
periment, den voxede og udviklede sig, blev næret og opklæk- 
ket ved Experimenter: — Experimenter, ikke faa og begrænd- 
sede, men saa ofte gjentagne og næsten i det Uendelige varie- 
rede, at deres Udførelse næsten strakte sig over et halvt Aar- 
hundred. Hvis dette er Dråmmeri, siig mig, hvad er Arbeide? 
Det fortælles om een af vore Konger, at, da en feig og skin- 
syg Rival sagde om en tapper men excentrisk General, at 
denne var afsindig, Monarchen udraabte: ,,Gud give han vilde 
bide nogle af mine andre Generaler.” Hvis Hahnemann var en 
Drømmer, kunde vi ikke med samme Ret udraabe: ,,Gud give 
der vare mange saadanne Dråmmere!” Det er et slaaende Vid- 
nesbyrd om Hahnemanns Fortjenester, at ingen vægtigere Be- 
skyldning kan fremfåres imod ham: en helle Triumph, at den 
er saa ugrundet. 

Jeg har saaledes stræbt at es for saa vidt som Beviis 
kan udledes af en saadan Kilde, Homoeopathiens Sandhed af de 
indvortes Kriterier, som Opdagerens Liv og Charakteer afgive. 


21 


Ingen vil negte Vigtigheden af et saadant Beviis; thi hvorvel 
Erfaringen altid maa danne Slutstenen til Buen, paa hvilken al 
praktisk Videnskab tilsidst maa hvile — maa dog i dens Barn- 
dom, fårend Erfarimgens Prove er bleven anvendt i tilstrække- 
ligt Omfang til at indgyde Tillid, Charakteren af det nye Sy- 
stems Opfinder stedse komme meget i Betragtning ved Bedom- 
melsen af dets Gyldighed. Hvis i Livets almindelige Anliggen- 
der de Personers Charakteer, som vi have med at gjøre, er af 
en saa væsentlig Vigtighed — af hvor uendelig stårre Vigtig- 
hed maa det ei være, at i ethvertsomhelst praktisk Reform- 
Spørgsmaal, som er beregnet paa at udåve Indflydelse paa hele 
Menneskeslægtens Velvære dets Ophavsmands Charakteer i Hen- 
seende til Dygtighed, Redelighed og Oprigtighed skulde ikke 
blot være hævet over Mistanke, men at den skulde i hans Liv 
og Opfårsel staae i en saa klar Forbindelse med den forelig- 
gende Reform, at der ikke efterlades nogen Tvivl om dens 
Gyldighed paa de Personers Sind, som intet andet Beviis have 
at holde sig til. — Homoeopathien er en saadan Reform; Hah- 
nemanns Charakteer var en saadan Charakteer. 


ANDEN FORELÆSNING. 


OM DEN HOMOEOPATHISKE LOV. 


MINE HERRER, 

Idet jeg forfålger min Opgave: at fremstille for Dem 
Homoeopathiens Sandhed, vil det lette mit Arbeide, hvis jeg 
strax angiver den nærværende Forelæsnings Gjenstand, som er 
at bevise, at det Homoeopathiske Lægevidenskabs System er 
begrundet paa en Naturlov. Min Beviisfårelse, hvis den fortje- 
ner en såadan Benævnelse, vil gaa ud paa Analogi. Vi ville 
definere en Naturlov, nemlig angive, hvad den er, — anfåre 
dens særegne Egenskaber og Kjendemærker, og undersåge, 
om disse Egenskaber og Kjendemærker forefindes i Axiomet — 
»Liigt helbreder liigt”=). Mr. Georg Combe i hans Værk ,,over 
Menneskets Constitution” siger: — ,,En Lov, i Ordets alminde- 


+) Det følgende praktiske Exempel paa Homoeopathi kan maaskee 
gjøre denne Forelæsning mere forstaaelig, end den ellers vilde blive, 
for saadanne Læsere, som kunne være ubekjendte med Systemet, 
og for hvem det ovenanførte Axiom følgelig ikke vilde udtrykke nogen 
" tydelig Mening. 

Brækviinsteen er eet af de meest almindeligen anvendte og kraf- 
tigste Brækmidler. Naar det tages i tilstrækkelig store Doser, frem- 
bringer det allerførst en forfærdelig Ækkelhed, derpaa hæftig Opkast- 
ning, ledsaget af megen Afkræftelse og kold Sveed. 

Marts 15. 1849. Miss H., 32 Aar gammel, blev greben af en 
Ækkelheds-Følelse, som snart forøgedes og frembragte hæftig Bræk- 
ning. Nogle brusende Medicamenter, som i Forvejen bleve ordinerede, 
saavelsom alt Andet, ja selv nogle Draaber koldt Vand opkastedes saa 
snart det blev nedslugt. Da jeg besøgte hende Kl. 2 idag, fandt 


23 


lige Betydning, betegner en Regel for Handling, den forudsæt- 
ter et handlende Subject, og at de Handlinger eller Phænome- 
ner, som dette Subject fremviser, finde Sted paa en vedtaget 
og regelmæssig Maade. Vand f. Ex., som er i Niveau med 
Såen og i Forbindelse med den Portion Varme, som angives 
ved 32” paa Fahrenheits Thermometer, fryser eller bliver til et 
fast Legeme; naar det er i Forbindelse med den Portion Varme, 
som angives ved 212” paa samme Instrument, hæver det sig i 
Dunst og i Damp. Her er Vandet og Varmen Substantserne, 
og Frysen og Oplåsning i Dunst ere Phænemonerne, som disse 
fremvise; og, naar vi sige, at disse finde Sted ifålge en Natur- 
lov, saa mene vi kun, at disse Virkemaader synes for vor For- 
stand at være etablerede i Constitutionen af Vandet og Var- 
men, og i deres gjensidige Forhold til hinanden; og at Fryse- 
Processen og Dunst-Oplåsnings-Processen ere bestandige Phæ- 
nomener, naar de ere forbundne i disse Forhold, naar alle &v- 
rige Betingelser ere de samme.” Hvoraf det viser sig, at det 
væsentlige Kjendemærke, den Egenskab, uden hvilken den vilde 
ophåre at være en Naturlov — er Eensformighed:. den bestan- 
dige Forekomst af lignende Resultater under lignende Omstæn- 
digheder. Dr. Abercrombie beskriver dette meget heldigt ved 


jeg hende siddende oppe i Sengen, og hendes Opkastelse var meget 
voldsom: hun var overordentlig afkræftet, hendes Hud var kold, Pul- 
sen nedtrykt, Tungen ureen. Opkastelsen indfandt sig igjen efter faa 
Minuters Mellemrum — hun klagede over Smærte i Hjærtekulen, og 
en Følelse af forfærdelig Ækkelhed. Jeg lagde strax tre smaa Glo- 
bulæ af Brækviinsteen påa hendes Tunge, og efterlod nogle faa. til, 
opløste i Vand, som skulde tages indtil Lindring blev opnaaet. Ingen 
Opkastelse fandt Sted efterat hun havde tåget disse Globulæ, og inden 
faa Timer var Ækkelheden ogsaa standset. 


Det her anførte Sygdoms-Tilfælde, — som, man mærke sig dette, 
ikke var blevet frembragt af Brækviinsteen — men som, ligesom ved en 
Tryllekraft, helbrededes ved denne Medicin, anvendt i uendelig smaa 
Doser, belyser ret paafaldende Loven: ,,Liigt helbreder liigt” eller ,,at 
Lægemiddelets Symptomer maa svare til Sygdommens Symptomer” eller 
endnu mere fuldstændigt: — ,,at Lægemidler helbrede Sygdomme ved 
deres Kraft til at frembringe lignende Symptomer i et sundt Legeme”. 


24 


»Tingenes etablerede Forholde”, For endvidere at belyse dette, 
lad os forestille os, at en Person, som er ubekjendt med Ildens 
og Vandets Egenskaber, for forste Gang i sit Liv bringer dem 
iBerårelse med hinanden, og at han paa den sædvanlige Maade 
sætter Vandet over Ilden. Han vilde finde, at det inden en vis 
Tid vilde kaage. Her altsaa vilde han have et enkelt staaende 
Factum. I et andet Experiment vilde han maaskee stille Van- 
det under Ilden — men hvis han væntede, at det vilde kaage 
som fårste Gang, vilde han blive skuffet. I et tredje Experi- 
ment kunde han stille det over Ilden, men i en altfor stor Af- 
stand derfra — og nu vilde det heller ikke kaage. Gjentagne 
Experimenter vilde dog lære ham, at, hvis han ånskede at 
kaage Vandet som forste Gang, maatte han iagttage lignende 
Betingelser: han maatte sætte Vandet over Ilden, nær ved Il- 
den, og have de samme gjensidige Forhold mellem Ild og Vand. 
Disse Omstændigheder vilde tilsidst blive i hans Sjæl — ,,Etab- 
lerede Forholde” — Forholde mellem Ild og Vand, som vare 
etablerede ved Erfaringen. 

En Videnskab er Anvendelsen af disse etablerede Forholde 
efter eensformige Betingelser (det er ligegyldigt, hvilken Ud- 
tryksmaade man bruger). Det er paa de her omtalte etablerede 
Forholde, de etablerede Forholde mellem Ild og Vand, at Viden- 
skaben (som den nu vel kan kaldes) om Damp er begrundet. 
Det er paa de etablerede Forholde mellem Vand og andre Sub- 
stantser, som ere forskjællige fra det i Form og specifik Vægt 
— jeg mener den Kjendsgjerning, at de vil flyde paa dets Over 
flade, at Skibsfarten er begrundet. Uden at have etableret disse 
Forholde ved Experiment, vilde Folk ikke bygge Skibe, og be- 
tro dem, med deres Skatte, til Bålgerne. 

Der gives to Klasser af Videnskaber: de rene eller visse, 
og de blandede eller uvisse. Begge disse ere grundede paa 
Naturlove, men under forskjællige Betingelser. — I de forste, 
som kun befatte sig med physiske Agenter, ere Betingelserne 
mere simple og lettere at bestemme, og Resultaterne mere eens- 
formige. For Exempel, hvis Chemikeren &nsker at bringe til- 
veje en vis Sammensætning, behåver han kun at blande visse 


25 


Bestanddele, i bestemte Proportioner, under givne Omstændig- 
heder, og han er da sikker paa Resultatet. Men saaledes er 
det ikke i de blandede Videnskaber — i de Videnskaber, som 
befatte sig med organiske eller levende Agenter. Disse ere ud- 
satte for saa mange fremmede Omstændigheder, som udåve en 
modificerende Indflydelse paa Betingelserne, at det ofte er umu- 
ligt, selv med den yderste Omhu at være sikker paa vore Re- 
sultater. Forskjællen imellem disse to Klasser af Videnskaber 
kan træffende belyses ved den forholdsvise Sikkerhed i Tryk- 
ning ved Maskineri og Skriven med Haanden. I det forste Til- 
fælde, hvor kun physiske Agenter — saadanne som Typer, 
Sværte og Papiir — anvendes, staa Betingelserne ganske og 
alene i vor Magt, og ti Tusinde Gange kunne vi med fuldkom- 
men Sikkerhed opnaa netop de samme Resultater, ved disse 
Betingelsers Anvendelse: det ene Aftryk ligner det andet saa 
fuldkomment, at den omhyggeligste Sammenligning ikke kan 
opdage nogen Forskjæl. I Manuscriptet derimod anvendes en 
Blanding af physiske og levende Agenter: Pennen, Blækket, 
Papiret og den menneskelige Haand. Nu, hvorvel denne, som 
det synes, simple Operation at skrive, nærmer sig saa meget 
som nogen Ting vel kan til Repræsentationen af en vis Viden- 
skab, saa ere dog de modificerende Indflydelser, som den er 
udsat for, saa mange, at den meest åvede Skriver, som nogen- 
sinde existerede, næppe kunde skrive det samme Ord to Gange 
saa nojagtigt eens, at jo een eller anden Forskjel kunde opda- 
ges. " Lægevidenskaben hårer til denne sidste Klasse, da de 
Agenter, som deri komme i Virksomhed, ere en Combination 
af de physiske og de levende: ere Medicamenter og det men- 
neskelige Legeme. : 

Vi have saaledes, haaber jeg, faaet et temmelig tydeligt 
Begreb om en Naturlov, om den Maade, paa hvilken den 
anvendes i Videnskab, og om de to forskjællge Klasser af 
Videnskaber, som hidrøre fra dens Anvendelse. Dens Væ- 
sen, jeg gjentager det, er Eensformighed. Udspringende di- 
recte af denne ere der andre Egenskaber, som ikke i mindre 
Grad ere charakteristiske for Naturlovene, nemlig: Simpelhed, 


26 
Harmonisk Virkning, Universalitet i Anvendelse og Effectivitet. 
Vi gaa nu over til at undersåge Homoeopathien fra disse for- 
skjellige Synspunkter. 

SIMPELHED. — Det fortælles om een af Portugals Konger, 
at, da han blev underviist i den Ptolemæiske Astronomies Lære- 
bygning med hele dens forviklede Hær af Cykler og. Epicykler, 
som var bleven nådvendig for at bringe denne falske Theori i 
Harmoni med Observationens Resultater, han udraabte med en 
Eed: ,,Hvis jeg havde været Skaberen, skulde jeg have gjort 
dette Arbeide bedre”. Dette Udraab hidrårte udentvivl fra en 
Fålelse, hvis Tilværelse vi alle erkjende — Kjærligheden til Sim- 
pelhed. Det er Simpelhed, som Philosophen efterstræber, naar 
han af Videnskabens adspredte, og som det synes hinanden 
modsigende Kjendsgjerninger såger at udlede almindelige første 
Principer. Mechanikeren har det samme Formaal for Oje, naar 
han ved simple Midler stræber at opnaa store og vigtige Re- 
sultater. Og hvor instinctmæssigen fremkalder Alt hvad der 
tilvejebringer dette vor Beundring! Simpelheden er et Udtryk 
for Sandheden, som findes deri, og Sjælen yder denne et uvil- 
kaarligt Vidnesbyrd. Og det Omvendte er ligesaa sandt: —vi 
vende os misfornåjede bort fra det, som er meget sammensat 
og forviklet. Vi fåle en instinctmæssig Overbevisning om, at 
der er noget galt derved; at det endnu blot paapeger en 
Sandhed, som er kun ufuldstændigt forstaaet; og at Tid og vi- 
dere Studium ere nådvendige til dens fuldkomne Udvikling. 

Men nu, da Simpelheden er en comparativ og ikke nogen 
positiv Betingelse, eftersom vi dåmme, at en Ting er simpel 
ved at bringe den i Contrast med nogen anden Ting af samme 
Slags, som er mere forviklet, vil det blive nådvendigt for at 
fremstille den Homoeopathiske Lovs Simpelhed i det rette Lys 
at anstille en Sammenligning mellem den og det medicinske 
System, som for nærværende Tid almindelig fålges. Og i det 
jeg udfårer denne ubehagelige Opgave haaber jeg man vil fri- 
kjende mig for nogen fjendtlig Fålelse imod hiint System. Mit 
Formaal er kun Forskning efter Sandhed. Men hvis jeg i at 
forfålge denne Forskning bliver nådsaget til at tegne en lidet 


n 


27 


tiltrækkende (just fordi den er tro) Skildring af det sædvanlige 
medicinske System, vil det skee i Fuldbyrdelse af en nådven- 
dig Pligt og ikke af Lyst eller Tilbdjelighed fra min Side. 

I Fuldbyrdelsen af min Opgave skride vi da til at under- 
søge, i hvilket Lys de to Systemer. hvert for sig betragte Syg- 
dom; i hvilket Lys de betragte Lægemiddel; og hvorledes de 
anvende det sidstnævnte. 

SyenomMEN. — Dunkelheden og Forvikletheden i den sæd- 
vanlige Betragtningsmaade af Sygdom fremtoner i den Vanske- 
lighed, som måder os i det vi forsåge at beskrive den; thi det 
som er simpelt beskrives med Lethed. Der gives, i Sandhed, 
ingen eensformig eller tydelig Mening om denne Gjenstand. En 
Eftersågning er i mange Menneskealdere bleven fortsat, og er 
endog nu ikke opgiven, efter Sygdommens væsenilige Natur og 
sidste Aarsag; paa samme Maade som Philosopher have stræbt 
at opdage Livets Grundvæsen eller fårste Princip. Det er alli- 
gevel vist, at Naturen har trukket over det sidstnævnte af disse 
et uigjennemtrængeligt Slår, som vi have ingen Grund til at 
antage vil nogensinde blive bortfjærnet. Selv om vi gjennem- 
forske Naturens Virkninger saa nåje som vi kunne, selv om vi 
neddykke aldrig saa dybt i dem, finde vi, at der udstrække sig 
uendelig langt udover vor yderste Synskreds ubegrændselige 
Kundskabs Marker, som Sjælen hverken kan omfatte eller be- , 
gribe. For at kunne det, maatte vi tilegne os Guddommens 
Egenskaber — thi da kunne vi begribe Almagten. Da Livets 
sidste Princip eller Aarsag er ubegribelig, er det klart, at den 
sidste Aarsag til Sygdom, som kun er en Modification af Vita- 
liteten, maa ligeledes være en Hemmelighed. 

En mere almindelig Gjenstand for Undersågelse med Hen- 
syn til Sygdom, og en Gjenstand, som er mere tilgjængelig for 
os end den foregaaende, er dens nærmeste Aarsag, som indbe- 
fattes i de Forandringer, som et Organ undergaaer "under Syg- 
dommen, som sædvanlig kaldes dets pathologiske Tilstand. 
Denne Undersøgelse skeer ad to Veje, nemlig gjennem Symp- 
tomerne i levende Live, og ved Legemets Examination efter 
Dåden. Begge disse ere utilstrækkelige for det tilsigtede Oje- 


N 


28 


med. Vi ville forst betragte den sidste. At den organiske el- 
ler Legemsbygningens Beskaffenhed af mange, ja af de fleste 

Sygdomme er utilgjængelig for pathologisk Undersågelse, er, 

som jeg troer, uimodsigeligt. Denne vigtige Green af det me- 

dicinske Studium, skjont uden Tvivl den nyttigste Hjælpekilde, 
vi besidde til en rigtig Bedåmmelse af Sygdom, er i sig selv 

i de fleste Tilfælde, aldeles utilstrækkelig til at meddele nogen 

nøjagtig Underretning om de Forandringer, som finde Sted, i 

Sygdommens Låb, i det levende Legeme. Det yderste, som 

den har gjort og kan gjøre, er at lægge for Dagen Virknin— 

gerne af Sygdommen, som disse vise sig efter Dåden. Den 

fremstiller kun. Resultater; den tier stille om de Processer, hvor- 

ved disse Resultater frembragtes. Og selv i denne Henseende, 

hvor begrændset er dens Virkekreds! Hvor liden Andeel, hel- 
digviis, udgjåre de Sygdomme, som blive dådelige og derved 

forskaffe Leilighed til at efterspore deres Virkninger, af den 

store Masse af menneskelige Sygdoms-Tilfælde, som hidråre fra. 

ubetydelige organiske Forandringer eller Forstyrrelser i Livs-. 
funetionerne; som forsvinde paa en naturlig Maade af sig selv, 

eller ved Lægekonst og ikke efterlade sig noget Spor! Hvil- 

ket Lys udbreder Pathologien over disse Sygdommes Natur? 

Aldeles intet! eller i bedste Tilfælde et Lys, som er overmaade 

» Svagt. 

Heller ikke bringe Symptomerne os meget nærmere Sand- 
heden i denne Sag. Hvad f.E. lære de os angaaende den tal- 
rige Klasse af Sygdomme, som jeg just nu antydede? De paa— 
pege en Sygdoms Tilstedeværelse, men, undtagen forsaavidt som 
de begrundes paa pathologisk Iagttagelse, hjælpe de ikke me- 
get til at opklare dens Beskaffenhed. En Patient f. Ex. dåer af 
Lunge-Betændelse. Vi have iagttaget Symptomerne i levende 
Live, og efter Dåden bemærket Sygdommens Virkninger paa 
Lungerne. Naar vi saa træffe andre Tilfælde, som fremstille 
lignende Symptomer, kunne vi danne os en nogenlunde rigtig 
Mening angaaende de syge Organers Tilstand. Men en anden 
Patient dåer af Epilepsi. Vi eftersee Liget, og, som det ofte 
hænder sig i slige Tilfælde, finde intet Spor af Sygdommen! 


A 


29 


Hvilken er dens Beskaffenhed? — Vi have iagttaget Sympto- 
merne, men uden Pathologiens Hjælp give de ingen Oplysning 
om Hemmeligheden. Altsaa, gjentager jeg, Symptomerne i le- 
vende Live saavelsom Ligets Undersågelse efter Dåden ere 
unyttige til at bruge som Grundvold for en simpel, tydelig eller 
eensformig Forestilling om Sygdom. 

Da altsaa disse Kilder ere befundne at være lidet tilfreds- 
stillende, have Lægerne taget deres Tilflugt til Gisningernes 
Region, for at opnaae det, som virkelig Iagttagelse ikke kunde 
yde; saaledes ere Hypotheser eller Theorier om Sygdom blevne 
til. Mange af disse, som construeredes i den medicinske Histo- 
ries Barndom og mårke Tidsaldre, vare altfor raa og metaphy- 
siske til at de kunde taale Lyset af de senere Tiders Intelli- 
gents. De have derfor for længe siden forladt Skuepladsen. 
For nærværende Tid er den Hylding, man plejede at yde visse 
Theorier, bleven meget svækket. Men alligevel have vi dog 
endnu vore ,,Vitalister”, som tro, at alle Sygdomme ere en 


. Forstyrrelse i Livs-Principet (hvad saa dette end er); — ,,Soli- 


disterne”, som udlede Sygdommene fra en Forstyrrelse i Le- 
gemsbygningens faste Dele; ,,Humoralisterne”, som mene, at de 
have deres Oprindelse i de flydende Deles fordærvede Beskaf- 
fenhed; og de Chemiske Pathologer, som ansee en Forstyrrelse 
i de flydende Deles normale chemiske Constitution for at være 
den virkende Aarsag til alle vore legemlige Lidelser; foruden - 
nogle andre, som det vilde være unyttigt at anfåre. — Det er 
ikke vor Opgave at discutere disse Theoriers Værd eller Uværd. 
Jeg &nsker kun at vise, at den Nodvendighed, hvori Menne- 
skene have befundet sig, at begrunde deres Forklaring af Syg- 
dom paa Theorier, og det paa Theorier af saa mange Slags 
Former og Skikkelser, strax udelukker Tilstedeværelsen hos 
dem af den Egenskab i deres Synsmaade af Sagen, som vi ef- 
tersåge. Hvor saa megen Dunkelhed og Modstridighed hersker, 
der kan ikke findes Simpelhed. 

Lad os nu vende os til den anden, den Homoeopathiske 
Side af. Spårgsmaalet. Vi have seet, at foruden den store, får- 
ste Aarsag til alle Ting, vide vi aldeles intet om Sygdommens 


30 


sidste Aarsag, og at dens nærmeste Aarsag i Almindelighed ikke 
kan opdages. Hvad da, kunde man spørge, vide vi om Syg- 
dom? Er der nogen Oplysning om denne Gjenstand os for- 
undt, og hvis der er nogen, hvilken er den? — hvorfra har den 
sit Udspring? Der er kun eet Svar — fra Symptomerne, og 
alene fra dem — og dette er alt det Lys, vi behåve for prak- 
tiske Ojemed. Det er netop den samme Quantitet af Lys, som 
er os tildeelt betræffende alle andre naturlige Phænomener. Som 
Tilfældet er med Livet, skjånt vi ei begribe dets fårste Aarsag, 
saa vide vi ikke desto mindre, at vi fådes, at vi indtage Fåde 
.0og næres, at vi voxe, at vi blive affældige og då; og vi be- 
mærke ikke desmindre utallige andre Livs-Phænomener og 
Symptomer i og omkring os; saaledes og med Sygdom, skjånt 
dens sidste og nærmeste Aarsager kunne være indhyllede i 
Mørke, bemærke vi ikke desmindre dens Symptomer eller ydre 
Tegn. Hvorvel, f. Ex., vi ikke formaa at opdage Aarsagen til 
et epileptisk Anfald, saa see vi ikke desmindre og kunne paa- 
skjonne dets forfærdelige Symptomer: den skummende Mund, 
de forvredne Ansigtstræk, Lemmernes Krampetræk. Det sam- 
me er Tilfældet med enhver anden Sygdom. Vi kunne specu- 
lere og theoretisere saameget vi ville om Sygdommens Væsen 
eller Natur, men vi blive dog tvungne til at komme til den 
Slutning, at Symptomerne udgjåre al vor positive Kundskab om 
Sagen. Hvor disse findes, have vi en sygelig Livsyttring; hvor 
de ikke findes, finde vi den Slutring berettiget, at Sundhed er 
tilstede. Det er disse Symptomer, som Homoeopathien fordrer, 
at vi skulle gjåre os bekjendte med. Den fordrer ikke af os, 
at vi skulle fordybe os i skjulte Aarsager og opdage det, som 
er urandsageligt. Den byder os kun at bruge vore Sandser, 
og ved Ojet, ved Oret, ved Fålelsen, ved Patientens Angivelse, 
ved ethvert Middel, som staaer til vor Raadighed, at erholde 
en nøjagtig, en detailleret, en omstændelig Kundskab om Syg- 
dommens Symptomer, som vore eneste ufejlbare Vejledere ved 
Valget af et passende Middel. 

Jeg kan ikke' forlade denne Gjenstand uden at gjøre en 
ÅAnmærkning ved hvad der synes at være en fejlagtig Skik, 


31 


at kalde Homoeopathien kun et System af Therapeutica eller 
Lægemidler. Den er tilvisse ikke, i Ordets sædvanlige Betyd- 
ning, et Sygdoms-System; den antager ikke nogen særegen 
Lære, og hengiver sig ei til phantastiske Hypotheser angaaende 
dens Natur eller Væsen; men, i Ordets sande og berettigede 
Betydning, er den et Sygdoms-System — siden den tvinger os 
til en Betragtningsmaade af Sygdom, som paa een Gang er 
fornuftig, praktisk og ganske i Harmoni med Naturens Kjends- 
gjerninger. 

LÆGEMIDDELET. — Skjont Materia Medica gjåres til Gjen- 
stand for et særegent Studium i de Medicinske Skoler, saa ind- 
skrænkes dog Læreforedraget deri væsentligen til en Beskrivelse 
af de medicinske Substantsers Naturhistorie samt til en Beskri- 
velse af deres Tilberedelsesmaade; thi, som ,,Lægemidler", kan 
de i Overeensstemmelse med.den gamle Skoles Lære kun betrag- 
tes i Forbindelse med Sygdom. Deres helbredende Kraft bli- 
ver stillet paa Pråve kun paa et sygt Legeme. Dette, som ved 
første Ojekast synes at være en berettiget Fremgangsmaade, 
kan med faa Ord vises at være utilstrækkeligt til at erhverve 
sig nogen nåjagtig Kundskab om Lægemidlernes sande og 
simple Kræfter. Lad os f. Ex. antage, at en Læge, som er 
ubekjendt med Opiums medicinske Egenskaber, for fårste Gang 
giver det til en Feberpatient. Snart derefter finder han ham 
lidende af Hovedpine, Dåsighed, Såvnlåshed, eller ogsaa at han 
phantaserer. Nu ere disse bestandige Symptomer i Feber saa- 
velsom i mange andre Sygdomme. Lang Erfaring har lært os, 
at de ligeledes frembringes ved Opium. Hvorledes var det mu- 
ligt for dem, som første Gang anvendte denne Medicin, at be- 
stemme, naar saadanne Symptomer hidrårte fra Opiumet, og 
naar fra Sygdommen? Og endnu den Dag i Dag ere Læger 
ofte i den samme Forlegenhed. Ipecacuanha kan tjene os til 
Exempel. En Person tager en Dosis af denne Medicin, og 
klager over Ækkelhed og Brækning. — Men disse Symptomer 
ledsage næsten alle Sygdomme. Hvorledes kunne vi afgjåre, 
om de hidrøre fra Sygdommen eller Lægemiddelet? og det 
samme er Tilfældet med mange andre Medicamenter af den 


32 


gamle Skole. Vi see derfor, at da baade Sygdom og Læge- 
middel kunne foraarsage lignende Symptomer, og eftersom det 
ene aldrig gives uden hvor den anden er tilstede, blive de to 
nådvendigviis saa uadskilleligen sammenblandede, at det ofte 
bliver umueligt at skjælne imellem dem, og tilskrive hvert især 
sin egen Virkning. Ved en saadan Fremgangsmaade kommer 
man aldrig til Kundskab om Lægemidlernes rene og simple 
iKræelter: . 

Diametralt modsat er Homoeopathistens Fremgangsmaade, 
thi han forvisser sig om Lægemidlernes Kræfter ved først at 
give dem til sunde Personer. Vi have allerede forklaret i den 
foregaaende Forelæsning (Side 13), at Hahnemann ved et saa- 
dant Experiment opdagede den Homoeopathiske Lov. Vi be- 
håve derfor ikke her at gjentage Enkeltheder. Heller ikke er 
det nådvendigt at indlade sig i Debat angaaende denne noget. 
vanskelige og delicate Process, for at pråve Medicamenter. Det 
være nok at anfåre, at den, som anstiller Pråven og er da i 
sund Tilstand, begynder med at tage smaa Doser af den Sub- 
stants, som skal undersåges, og gradviis foråger Quantiteten, 
indtil kjendelige og tydelige Virkninger spores. Disse Symp- 
tomer, tilligemed alle Særegenheder, som hidrøre fra den Per- 
sons Alder, Kjon eller Constitution, som der experimenteres 
paa, blive omhyggeligt iagttagne og nedskrevne, for at efter- 
sees, naar Medicamentet senere bliver anvendt som Lægemiddel. 

Naar vi erindre den Homoeopathiske Sætning, at Sygdom- 
mens Symptomer maa svare til, eller blive sammenlignede med 
Lægemiddelets; at Naturen altid frembringer de fårste, medens, 
ved den Process, som jeg her har beskrevet, Lægen fremkalder 
de sidste paa den eneste Maade, hvorpaa de mueligen kunne 
fremkaldes i en reen og ublandet Form; saa ville vi finde det 
vanskeligt at negte et System, som er sammensat af Dele, der 
ere saa praktiskt og beundringsværdigt simple, vort uvilkaarlige 
Bifald og Erkjendelse af dets Sandhed. 

ÅNVENDELSES-MAADEN. — For at vise, at Simpelhed ikke 
hersker i dette Departement af det sædvanlige System, vil det 
være tilstrækkeligt at anfåre — hvad der vistnok er velbe- 





a ==: 
SS EET gs ER 





Fo 


je - > fmen 


33 


kjendt — nemlig, at adskillige Lægemidler indgives paa een Gang, 
og i store Doser. Da ethvert Lægemiddel har en særegen Virke- 
maade, saa kan det ikke undgaaes, at, naar adskillige af disse 
indbringes i det organiske System paa een Gang, at de. for- 
styrre hinandens Virkning, selv om de ikke ganske neutralisere 
den. Og hvis dog under saadanne Omstændigheder Helbredelse 
opnaaes, bliver det aldeles umueligt at bestemme, hvilket iblandt 
dem eller hvormange af det hele Antal have bidraget til et saa- 
dant Resultat. Eller hvis ingen Bedring finder Sted, og det 
bliver nådvendigt at forandre Recepten, maa det blive ligesaa 
vanskeligt at bestemme, hvad Forandring der skal gjøres: hvilke 
Bestanddele der skulle udelades — og hvilke nye tilfåjes. Og 
saa hvad Dosen angaaer, hvilke uendelige Vanskeligheder ere 
der ikke forbundne med den heroiske Quantitet! Selv naar 
den allerstårste Omhu anvendes paa at læmpe Dosen efter Pa- 
tientens Constitution, eller Sygdoms-Tilfældets supponerede For- 
dringer, hvor ofte geraader Doctoren i Forlegenhed, og, som 
en Fålge af individuelle Idiosynkrasier, hvor ofte bliver det 
umueligt at forudsee, eller undgaae, hæftige, farlige, ja endog 
fatale Resultater. En Dosis, som en Person godt kan taale, 
kan plage eller dræbe en anden, og selv hos eet og samme 
Individ kan Kraften til at taale Medicamenter være yderst for- 
skjællig til forskjællige Tider og under forandrede Omstændig- 
heder. Herfra skriver sig den forfærdelige Mængde af Correc- 
tiver, som udgjåre saa stor en Deel af de sædvanlige Lægefor- 
skrifter: — Opium for at controllere Virkningen af Calomel; 
Ipecacuanha for at modificere Virkningen af Opium; Ingefer for 
at forebygge Colik-Smærter af Senna; Cinnamom for at bringe 
Maven til at finde sig i mere anstådelige Substanters Nærvæ- 
relse! Disse og mange andre Kunstgreb af samme Slags vække, 
i det allermindste, en meget stærk Mistanke om, at det ikke er 
aldeles rigtigt fat med en Dosis, som fordrer saa megen Ulej- 
lighed i at heler og corrigere dens Virkning. Og dog 
tages her endda ikke i Betragtning den Dunkelhed, som den 
hæftige Virkning af disse store Quantiteter kaster over Sygdom- 
men. Naar vor Patient vaander sig under Virkningen af et 
3 


34 


kraftigt Medicament, er det umueligt, klart og rigtigt at be- 
dåmme hans sygelige Tilstand: at afgjåre, hvor syg han virke- 
lig er, naar Lægemiddelets Virkning fraregnes. Og det er ofte 
fårst naar han har Mod til at opgive Medicamentet, at han gjør 
den heldige Opdagelse, at intet feiler ham andet end den For- 
styrrelse, som Lægemiddelet havde bevirket! 

Hvad fordrer nu Homoeopathien? Oh, for det fårste at vi 
aldrig blande vore Lægemidler — at, hvad enten vi prove dem 
paa det sunde Legeme eller anvende dem i Sygdom, vi aldrig 
indgive mere end eet Lægemiddel ad Gangen. Dets Virkning 
paa det organiske System bliver da simpel og uforstyrret — og 
hvis gode Resultater fålge paa Anvendelsen, saa vide vi, hvad 
de bår tilskrives. For det andet fordrer den, at vi anvende 
vort Lægemiddel i overordentlig smaa, ja, i uberegnelig ringe 
Doser. Hvorved vi forebygge den smærtelige. Medicamenis- 
Forstyrrelse, som jeg just nu antydede; og da Sygdommen saa- 
ledes forbliver umaskeret, sættes vi istand. til, uden megen Hin-. 
dring, at tage vor Patients virkelige Tilstand i Ojesyn. For- 
nuftigheden og Simpelheden af et en saadan Methode er altfor 
aabenbar til, at jeg derover skulde behåve at gjøre nogen vi- 
dere Bemærkning. 

Det gjår mig ondt, at jeg har opholdt Eder saalænge ved 
dette "Punkt. Dets Vigtighed maa undskylde mig. Simpelhe- 
den er i Sandhed en Videnskabs virkende Princip, ja, man 
kunde næsten sige dens Livsblod. For at forstaa dette, behå- 
ver De blot at erindre Dem vor Beskrivelse af en Naturlov. 
Da den bestaaer i den uforanderlige Atterkomst af lignende 
Resultater under lignende Omstændigheder, saa maa disse Om- 
stændigheder, for at blive virksomt anvendte i Videnskaben, 
være faa og simple. Daglig Erfaring beviser, at den heldige 
Fremgang af en videnskabelig Process hovedsagligen beroer 
paa Faaheden og Simpelheden af de anvendte Betingelser, me- 
dens Uhelds-Chancerne tiltage i nåjagtigt Forhold til disse Be- 
tingelsers Forviklethed og Mangfoldighed. 

HarmonI. Ingen som anvender den mindste Opmærksom- 
hed eller Eftertanke kan have undgaaet at hemærke den beun- 


35 
dringsværdige Harmoni, som hersker i alle Naturens Operatio- 
ner. Denne beroer paa den harmoniske Virkning af de Love, 
hvorved disse Operationer styres; og enhver Videnskab, for at 
være sand, maa besidde denne Egenskab. Disse Love, selv 
naar de ere tilsyneladende hinanden modsatte, vise ”ved deres 
Virkninger, at de kun ere forskjællige Kræfters nåjagtige Af- 
pasning, rettet imod eet harmonisk Formaal. — Saaledes kunde 
ved forste Ojekast Jordens Tiltræknings-Lov, hvis Egenskab er 
at trække alle Gjenstande mod eet Centrum — Jordens Cen- 
trum, og derved at fortætte og consolidere dem, synes at være 
modsat Varmens Lov, hvis naturlige Virkning er at udvide og 
adskille Partiklerne i de Gjenstande, som den trænger ind i. 
Et Ojebliks Undersågelse af Sagen vil vise, hvor fejlagtig en 
saadan Mening er. Disse Kræfters Virkning paa Atmosphæren 
er vel skikket til at belyse Sagen. — Den fårste af disse Love, 
Tiltrækningen, hvis den virkede alene, vilde have en Tendents 
til at omgive vor Klode med en stillestaaende Atmosphære — 
hvoraf Følgen vilde blive, at der ikke vilde gives nogen egent- 
lig Vind: — uden Vind fik vi ingen Skyer, eller, hvis Skyers 
Tilstedeværelse under slige Omstændigheder var muelig, saa 
vilde de blive ubevægelige:— naar de dannedes oyer Så eller 
fugtigt Jordsmon, vilde de igjen synke ned paa de samme Ste- 
der; tårt Land vilde bestandig blive tort, og Vegetation og dy- 
risk Liv vilde ophåre paa saadanne Steder. Men, sæt i Virk- 
somhed Varmens Lov, og hvilken Forandring kommer da over 
Skuepladsen! Ved: dens udvidende Kraft holdes Luften i be- 
standig Bevægelse — ved den samme Kraft hæve Dunsterne 
sig, og, naar de ere ved Temperatur-Forandring fortættede til 
Skyer, bæres disse paa Vindens Vinger, indtil de ved Tiltræk- 
nings-Kraften trækkes ned igjen og fordeles i Frugtbarhed ska- 
bende Byger over Jordens Overflade. — Bemærk denne samme 
Atmosphære i dens Forhold til det menneskelige Legeme — 
hvor beundringsværdigt den enes Betingelser ere afpassede til 
den andens; hvor nåjagtigt Luftens Elasticitet og Vægt er af- 
passet for at tilstede, at vi bevæge os i den med Frihed og 
Lethed og uden Bevidsthed om generende Tryk — hvor nåj- 
8: 


36 


agtigt disse samme Egenskaber ere tilpassede for Lydens For- 
plantning, saa at Lyde, der i et forskjelligt Medium vilde være 
utaalelige, eller i et lufttomt Rum slet ikke vilde blive" forplan- 
tede — ikke blot ere frie for at frembringe Smærte, men ere 
behagelige for Øret. Ved sin Gjennemsigtighed aabenbarer 
Luften os Synsevnens Mirakler; hvis Atmosphæren havde været 
uigjennemsigtig, hvor fuldkommen velskikket den end havde 
været til Lydens Forplantning, saa vilde Syn have været umue- 
ligt — Ojet vilde have været et unyttigt Organ. Disse Be- 
mærkninger betræffende Luftens physiske Egenskaber, — for 
ikke at sige noget om dens chemiske Forhold til Aandedrættet, 
og de Livet fornyende Forandringer i Blodets Composition, som 
derved bevirkes — ere. tilstrækkelige til at vise, hvor uafbrudt 
den Kjæde af Harmoni er, som gjennemlåber alle disse Natur- 
love, hvormed videnskabelig Granskning har gjort os bekjendte. 
I det her anfårte Exempel, som indbefatter fire virkende Kræf- 
ters Operationer, nemlig Tiltrækning — Varme — Lyd og Lys — 
er der intet skurrende Sammenståd — ingen Ufordrageligheder, 
ingen Voldsomhed fremkaldt ved den enes Virkning mod den 
frie Udåvelse af den andens særegne Functioner — ingen vir- 
kelig Antagonisme finder Sted imellem dem — Alt vidner om 
fuldkommen Harmoni og Samvirkning. Som Træet er, saa maa 
Frugterne være. Hvis Naturlovene virke i Harmoni, saa maa 
de Videnskaber, for hvilke de ligge til Grund, ogsaa gjåre det. 
Her have vi altsaa en anden vigtig Provesteen for en Viden- 
skabs Sandhed. Lad os anvende den paa Homoeopathien! 
Den Naturlov, som staaer i directe Forbindelse med Spårgs- 
maalet om. Sygdom og dens Behandling, er Selvopholdelses- 
Loven. Skjønt den er vanskelig at defmere, saa tvivler ingen 
om en saadan Lovs Tilværelse. — Den har til Ojemed Artens 
Bevarelse og bestandige Fortsættelse. Den er ikke indskræn- 
ket til nogen særegen Race af Væsener, men den hersker helt 
igjennem hele den dyriske Skabning. Hvad Menneskeslægten 
angaaer, såa er den mere ligefrem instinetmæssig og mindre 
under Fornuftens Indflydelse end nogen anden Naturlov, og 





37 
desaarsag — som De vil strax bemærke — har den en særde- 
les stor Vægt i vor nærværende Undersogelse. 

Den forste Virkning af Anvendelsen af denne Pråvesteen 
er at afskaffe alle voldsomme Medicamenter som Helbredelses- 
midler. Saalænge Selvopholdelses-Loven er indplantet i vor 
Natur, kan det ikke være rigtigt at uddrage Livsblodet af Le- 
gemet, og derved svække det organiske System, som allerede 
er svækket ved og kjæmpende med Sygdom; det kan ikke 
være rigtigt, end yderligere at afkræfte det iforvejen deprime- 
rede Nervesystem ved Brugen af smærtefulde udvortes Midler; 
det kan ikke være rigtigt at indbringe i Systemet store Quan- 
titeter af Substantser, som ved deres kraftige Virkning og for- 
styrrende Egenskaber nødvendig forhåje den allerede tilstede- 
værende Irritation. I alle disse og i ethvert andet Tilfælde, 
hvor Voldsomhed anvendes, stride saadanne Midler directe imod 
Selvopholdelses-Loven. Harmoniens Regel krænkes. Jeg be- 
håver ikke at fortælle Dem, at i Homoeopathien findes der in- 
tet af dette. Ligesaa kraftlåse til at skade, som kraftfulde i 
nyttig Virkning, opretholde de Midler, den bruger, og nedstemme 
aldrig — de underståtte og forstyrre aldrig Naturens Bestræ- 
belser i at corrigere dens sygelige Virkning. 

Men det allervigtigste Lys, som denne Regel forskaffer os, 
er det, som den reflecterer over Spøårgsmaalet om den homoeo- 
pathiske Dosis. Det er ikke min Hensigt at indlade mig paa 
de Indvendinger, som saa almindeligen og saa grundlåst pleje 
at fremfåres mod denne meget bestridte Question af Homoeo- 
pathiens Modstandere. Det burde være tilstrækkeligt for os, 
som praktiske Mænd, at vi ere istand til at opstille mod den 
Paastand, at det er umueligt, at uendelig smaae Doser kunde 
have en helbredende Kraft, den unegtelige Kjendsgjerning, at 
ifålge vor Erfaring Sygdomme forsvinde efter deres Anvendelse 
med en Hurtighed og Sikkerhed, som hidindtil har været uop- 
naaelig ved ethvertsomhelst andet Middel, og som ikke med 
Oprigtighed og Redelighed kan tilskrives nogensomhelst andre 
Aarsager. Vi ville gjerne overlade til disse lærde Indvendere 
den Hæder, at de have maalt Dybene, og ere derfor vel skik- 


38 


kede til at sætte Grændser for Mulighederne af Naturens Ope- 
rationer. Vi fralægge os ganske Besiddelsen af nogen saadan 
Alvidenhed. Vi give os ikke engang af med at forklare Virk- 
ningen af vore smaa Doser. Vi kunne more os selv, som jeg 
troer de fleste af os gjøre, ved at danne os phantastiske Theo- 
rier om denne Sag. Men vi vide netop ligesaa meget, og intet 
mere derom, end vore Modstandere vide om Virkningen af en 
Dosis Laudanum eller Engelsk Salt, og dette er — slet Intet. 
Men Troen paa Mueligheden af deres Virkning opstiller for min 
Sjæl ingen stårre Vanskelighed end nogetsomhelst andet af alle 
de naturlige Phænomener, som overgaa min Fatte-Evne. Jeg 
seer, at disse milde og ubetydelige Doser ere netop ved deres 
Virknings Ringhed og Mildhed i 'den fuldkomneste Harmoni 
med andre Naturens Operationer. Functionerne af organisk og 
uorganisk Skabelse udfåres sagte, roligt, behageligt, ofte ufåle- 
ligt og ubemærkeligt. — Den blide Solstraale, den kjålige Ve- 
stenvind, den forfriskende Byge, alle disse Factorer, saa lem- 
fældige i deres Virkemaade, saa mægtige i deres Virkninger — 
saa uendelig smaa i deres Sammensætning — disse kunne be- 
tragtes som sindbilledlige for Homoeopathien: medens Uveiret, 
Oversvommelsen, Orkanen kunne antages at repræsentere alt 
hvad der er haardt, voldsomt eller ådelæggende i Medicinen. 
Men denne Harmoniens Regel har dog en endnu nærmere 
Anvendelse paa vor Gjenstand. Det er sædvanligt, selv imel- 
lem Homoeopather, at tale om den lille Dosis, som om den ud- 
gjorde ikke nogen væsentlig Part af den homoeopathiske Lov; 
som en Sag, man er kommen overeens om, som er bekræftet 
ved Erfaringer, men som kan antages eller forkastes efter Be- 
hag, uden at krænke Homoeopathiens' Principer. Hvis der er 
nogen Sandhed i Harmoniens Lov, saa er dette ganske og al- 
deles falskt. — Hvorledes det? Oh, paa denne Maade: Vi see, 
at Naturen har anviist Smagens Sands sit Sted i Munden, hvor 
den staaer ligesom Skildvagt for at beskytte Maven mod Ind- 
ladelse af saadanne Substantser, som kunde blive skadelige eller 
&delæggende for Legemet. Ved en viis Foranstaltning har Na- 
turen meddeelt alle Subståntser, som ere bestemte for Legemets 


39 


Næring, en saadan Slags, Smag, at den gjør dem behagelige 
for Ganen: disse erholde uden Vanskelighed Pas til Maven. 
Derimod de Substantser, med meget faa Undtagelser, som vilde 
blive skadelige, have erholdt en modbydelig Smag, og da dette 
strax opdages ved Smags-Sandsen, saa bliver det en Barriere 
mod deres Indfårsel i Maven. Men Regelen standser ikke her. 
Den er ikke indskrænket til upassende Fådemidler, og væmme- 
lige Medicamenter. Den kan anvendes med lige Kraft paa de 
Substantser, som, skjånt de som Arsenik og andre dræbende 
Gifter ikke ere anstådelige for Ganen, dog ville, naar de ned- 
synkes, foraarsage en kraftig eller &delæggende Virkning i det 
organiske System. Disse, saavelsom de foregaaende, virke 
tvertimod Naturens conservative Bestemmelser, I begge Til- 
fælde altsaa bliver Slutningen den samme: i hver Dosis' af Me- 
dicin, som vi nedsynke, som er modbydelig formedelst dens 
Smag, eller skadelig formedelst dens Quantitet eller Kraft, selv 
om den er fordragelig for Smagen, gjore vi Vold paa Naturen: 
vi krænke i håj Grad Selvopholdelses-Loven. Det er over- 
maade interessant at bemærke, hvor trofast Naturen har i denne 
Henseende været mod sine egne Forskrifter.. Hahnemann, for- 
tæller man os, begyndte sin Praxis efter det nye System, med 
de sædvanligé Indgifter; men da han bemærkede, at, naar de 
bleve saaledes anvendte i Overeensstemmelse med Regelen 
»liigt helbreder ligt”, deres Virkning blev smærtelig voldsom, 
blev han mnådsaget til at formindske Indgiften, indtil, da han 
naaede det Punkt, hvor' de bleve ganske smaglåse og ubemær- 
kelige, han fandt til sin Forbauselse og Glæde, at, medens de 
havde tabt alle deres farlige og ubehagelige Egenskaber, de 
bibeholdt hele deres helbredende Kraft. Her have vi da en 
ufejlbarlig Grændse for Indgiften, som Naturen har sat i.den 
nedad gaaende Reining. . Jeg vil slet ikke paastaa, at Videnska- 
ben ikke kan opdage større helbredende Kræfter i endnu tyn- 
dere Oplåsninger. Jeg troer den har allerede gjort en saadan 
Opdagelse; skjånt det fortjener at bemærkes, at æ det hele taget 
Erfaringen ikke har udfundet nogen sikkrere Grændse; og at 
dette ,,Dilutions-” eller Fortyndelses-Spårgsmaal er omtrent det 


40 


eneste Punkt, hvorom Homoepather ere uenige. Men dette gjør 
intet til Sagen. Slutningen bliver den samme: at den passende 
Dosis, den eneste Dosis som er i fuldkommen Harmoni med 
Smagens Lov, med Selvopholdelses-Loven, eg som ikke kræn- 
ker nogen anden Lov, er den smagfri, den ubemærkelige Dosis. 
Har jeg Ret i denne Anskuelse af Sagen, saa kunne vi ikke 
længer betragte den lille Dosis som et aabent eller omtvisteligt 
Spørgsmaal. Den er en Bestanddeel af det Homoeopathiske 
System, som er ligesaa uadskilleligt forenet dermed, som Prå- 
velsen af Medicamenter paa det sunde Legeme, eller nogensom- 
helst anden uundværlig Betingelse ved denne Lærebygning. 
Uden den vilde den Homoeopathiske Lov bestandig være for- 
bleven ufuldstændig. Ved en Kjæmpe-Anstrængelse af sit store 
Geni, omfattede Hahnemann det hele af den Homoeopathiske 
Lov, undtagen dette. Naturen, som var uvillig til at forlade sit 
Værk ufuldendt eller tilstede en anden at dele hans Hæ- 
der, tvang ham til Fuldbyrdelsen af det, som hans egen An- 
strængelse uden Vejledning maaskee aldrig vilde have fuldfårt, 
nemlig til Opdagelsen af den uendelig lille Dosis. 
UNIVERSALITET. Af alle de store Sandheder, som videnska- 
belig Granskning har aabenbaret for os, er der ingen, som hvi- 
ler paa en sikkrere Grundvold end denne, at Naturen i alle 
sine Operationer virker ifålge almindelige Love. Da Videnska- 
berne vare i deres Barndom, antoges de naturlige Phænomener, 
som bleve lidet studerede, og mindre forstaaede, at være lige- 
saa uendelig mangfoldige i Henseende til de Love, som styrede 
dem, som i deres Fremtrædelses-Maader. . Naturens Rige blev 
deelt mellem næsvise Genier, lunefuld Tilfældighed, og en stedse 
foranderlig Guddom. Vore Fremskridt i Naturvidenskaberne, 
istedenfor at opdage for os en ny Lov for hvert nyt Phæno- 
men, vise os, at, skjønt Naturens Fremtrædelses-Maader ere lige- 
saa utallige som de Legemer, hvorpaa den virker, saa er den 
i sit regjerende Princip, ligesom Skaberen, fra hvem den ud- 
sprang, ret eftertrykkeligen een. Gravitationen, den Lov, som 
styrer alle Legemers Bevægelser, er den samme universelle: 
Kraft, hvad enten den regulerer en Spurvs Fald eller en Ko- 


41 


mets Flugt. Affiniteten, Chemiens Grundlov, er een i de for- 
skjællige Grader af Styrke, hvormed den virker, og de uende- 
lig varierede Resultater af dens Virken. Naar vi nu skride 
nærmere til vor nærværende Gjenstand, saa kan der ikke være 
noget Spørgsmaal om, at Naturen i hele den låvende Skabnings 
Fådsel, Væxt, Bevarelse og Hendåen virker efter eet og samme 
simple og universelle Princip. Det samme Raisonnement driver 
os uimodstaaeligen til den Tro, at alle andre Forandringer i 
Legemet regjeres af Love, som ere ligesaa universelle. — Af 
disse Forandringer er Sygdom paa een Gang den meest paa- 
faldende og den meest udbredte.  Menneske-Naturen medfådt, 
og ligesaa vidt udbredt som Menneske-Racen, hvorsomhelst 
Menneske findes, der er Sygdom hans uadskillelige Fælle. Til- 
staa, vi nu, at Sygdom har sin Oprindelse i en eensformig 
Lov, som den er underkastet, kuune vi unddrage os fra den 
Conhlusion, at den burde behandles i Overeensstemmelse med. 
en Lov, som er ligesaa universel i sin Anvendelighed. Ethvert- 
somhelst medicinsk System jaltsaa, som gjør Fordring paa at 
være begrundet paa videnskabelige Principer, maa vise at det 
besidder Universalitetens Egenskab. 

Mr. Combe belyser denne Egenskab, idet han siger, at 
»Vand ved Såens Niveau koger og fryser ved den samme Tem- 
peratur i China, i Frankrig, i Peru og i England”. En Steen, 
som kastes op i Luften, i enhversomhelst Deel af Verden, vil 
altid vende tilbage til Jordens Overflade. — Nu, eftersom vi 
slutte os til Tilstedeværelsen af denne Egenskab i en Viden- 
skab kun fra dens Beqvemhed til universel Anvendelse, saa 
ville vi, for at komme til en rigtig Conclusion om denne Gjen- 
stand i Henseende til Medicinen, undersåge, hvorfor intet me- 
dicmsk System hidtil er blevet universelt; og hvad Grund vi 
have til at troe, at Homoeopathien er skjæbnebestemt til at er- 
holde et saa vidt udbredt Herredåmme. 

Vi ville ved Undersågelse finde, at den allerfårste Hin- 
dring, som forebyggede den almindelige Antagelse af noget- 
somhelst medicinsk System, som hidtil er blevet fremsat, var 
Mangel paa Simpelhed, da Betingelserne i dem alle vare saa 


42 


forviklede og forskjælligartede, at det er umueligt at gjentage 
eller opstille dem. Denne Forviklethed opstaaer deraf, at alle 
disse medicinske Systemer ere begrundede paa Sygdoms-Theo- 
rier, eller paa Erfaring i Lægemidlers Brug. 

Nu, saa længe det er vist, at ingen Theori kan nogensinde 
blive varig eller universel, som ikke er baseret paa den ufor- 
anderlige Grundvold af velbeviste Kjendsgjerninger, saa kunne 
de Theorier, som jeg her antyder, idet de ingen anden Grund- 
vold have end deres Ophavsmænds Indbildning, aldrig blive 
mere varige eller uforanderlige end de Kilder, fra hvilke de 
udspringe. De ere derfor uskikkede til at afgive nogen varig 
Grundvold, hvorpaa der kunde bygges et System af medicinsk 
Therapi. 

Men de fleste Læger, saasnart de begynde at foragte Theo- 
riens Trældom, retirere til Erfaringen, som deres eneste Vejle- 
der i Valget af et Lægemiddel. Den forskaffer dem dog næppe 
en sikkrere Tilflugt fra de Tvivl og Vanskelrgheder, som over- 
alt opstille sig paa deres Vej, end Theorien — og af den sam- 
me Grund: at Sygdom, hvorvel den er en Kjendsgjerning, og 
ikke nogen Opdigtelse, er aldrig en Smule mere permanent. 
Den varierer i det Uendelige til forskjellige Tider, under for- 
skjellige Omstændigheder, og næsten i hvert individuelt Tilfælde. 
Da Sygdommene saaledes bestandig forandres, saa maa Behand- 
lingsmaaden nådvendigviis ogsaa forandres. Erfaring er kun 
et andet Udtryk for Tid og Sædvane. Hvorledes kunne, under 
saa foranderlige Omstændigheder, disse erhverves, eller, hvis 
de opnaaes, af hvilken varig Nytte kunne de blive? Sygdom 
er idag ikke hvad den var igaar; Gaarsdagens Erfaring er 
unyttig idag! Men Sygdomme forandres ikke blot i deres Cha- 
rakteer: vi måde ikke blot gamle Bekjendte med nye Ansigter 
— men fra Tid til anden måde vi ganske nye Sygdomme. 
Disse maa ogsaa behandles. Hvilken Bistand. kan Erfaringen 
yde os her? Den spiller endnu mere afgjort Fallit end i de 
foregaaende Tilfælde. Den er i Sandhed slet ikke tilstede i 
slige Tilfælde. Disse Sygdomme bør dog behandles og Læge- 
midlerne forsåges! Dersom Sygdommene vare stadige og ufor- 


43 


anderlige i deres Symptomer, saa vilde Erfaringen, naar den 
en Gang var heldigt stadfæstet, blive fuldkommen tilstrækkelig 
for stedse siden efter; der vilde da i ethvert Tilfælde haves et 
fastsat Forhold mellem Lægemiddelet og Sygdommen, Betingel- 
ser, som altid ville kunne gjentages. Men indtil den Tid, da 
vi ikke mere have nogen nye Sygdomme, og de, som ere fore- 
komne, have paataget sig en fast og uforanderlig Form, og en- 
hver Læge i ethvert Land kan overtales til at bruge det samme 
Lægemiddel —- indtil alt dette bliver bragt istand, kan Erfaringen 
alene aldrig fåde til Verden nogen universel Therapi. Hvis 
man forlanger Beviis for dette, saa finde vi det i den haand- 
gribelige Kjendsgjerning, at, efter saa mange Tidsaldre, ja i al 
den Tid Lægevidenskab har existeret, Erfaringen har den Dag 
idag overantvordet os saare faa Sygdomme, hvis der dog gives 
nogen, om hvis Behandling der haves en ensformig og over- 
eensstemmende Mening iblandt Lægerne. 

Hvad fordres der da af et medicinsk System, for at det 
kan blive universelt? Svaret er aabenbart: det modsatte af 
det, som vi just nu have beskrevet: — et medicinsk System, 
som er uafhængigt af Sygdom. — Og dette er netop det, som 
Homoepathien skaffer tilveje. Hvad er Homoeopathien betrag- 
tet som medicinsk System? Den bestaaer i at administrere sunde 
Personer medicinske Substantser, og i at iagttage og optegne 
de Virkninger, som de frembringe. I dette, vil De bemærke, 
have vi slet intet med Sygdom at bestille: den bliver ganske 
og aldeles udenfor Spårgsmaalet. Lad Sygdom variere saa 
meget den vil: vi kunne gjøre os hvilke Begreber vi ville om 
dens Natur, dette medicinske System, disse Symptomer, som 
frembringes af Lægemidlerne, forblive de samme, uforandrede 
og bestandige som selve Tiden. 

Igjen, som medicinsk System, har Homoeopathien, é dens 
strængeste Betydning, slet intet med Erfaringen at gjåre. Lad 
mig dog her ikke blive misforstaaet. Jeg sætter imgen ringe 
Priis paa Erfaringen. Nogle Sygdomme ere saa lidet forander- 
lige i deres Charakteer; de fremstille saa bestandigt den sam- 
me, eller næsten den samme Fålge af Symptomer, at dette be- 


4+ 
rettiger os til at forlade os meget paa forudgangen Erfaring i 
deres Behandling. I Tilfælde af dette Slags er Erfaringen uden 
Tvivl af stort Værd for at indgyde den Tillid, som er udfor- 
derlig ved den praktiske Udåvelse af en uvis Videnskab, og 
som intet andet end Erfaringen kan tilvejebringe. Det er end- 
videre ved heldig Erfaring, at vor Lære bliver daglig mere og 
mere stadfæstet. Men dette er her ikke Spårgsmaalet — det, 
som jeg paastaaer, er, at den rene Homoeopathi, som den lær- 
tes af vor store Mester, fordrer af os, at vi skulle vælge vort 
Lægemiddel i hvert individuelt Tilfælde, ifålge strængt Hensyn 


til tilstedeværende Symptomer, og uden Hensyn til forudgangen 


Erfaring, med mindre Tilfældene ere nøjagtig eens — og hvor 
sjælden indtræffer dette; og det er netop fordi det ikke ind- 
træffer altid, og fordi den ikke er universel, at Erfaringen al- 
drig kan tjene til Basis for et universelt Sygdomsbehandlings- 
System. Efter denne Forklaring tår jeg, som jeg haaber, med 
Sikkerhed gjentage, at Homoeopathien i dens strængeste Be- 
tydning er uafhængig af Erfaringén. Homoeopathen handler, i 
Behandlingen af hver Sygdom, hvad enten han får har forefun- 
det den eller ei, efter et uforanderligt og universelt Princip — 
det Princip, at afpasse Lægemiddelets Symptomer efter Syg- 
dommens Symptomer. Dette kan han.i et Ojeblik udfåre, da 
han har Sygdommen for sig, og Lægemiddelets Symptomer ere 
allerede iforvejen bestemte og optegnede i hans Materia Me- 
dica. Dette viser, hvor grundfalsk den Indvending er, som 
ofte er bleven fremfårt imod Homoeopathien: at den er et Sy- 
stem, som kun kan, anvendes i visse Klasser af Sygdomme — 
idet nogle paastaa, at den kun er anvendelig i chroniske, og 
andre i acute (hidsige) Sygdomme. Det viser tvertimod, at 
den er ligesaa universel som den er simpel; at den er lige an- 
vendelig i enhver Sygdom, hvorsomhelst og under hvilkesom- 
helst Omstændigheder den maatte forekomme. Denne Sandhed 
bliver praktisk bekræftet af enhver Homoeopaths Erfaring; 
men eet af de meest interessante og meest mindeværdige 
Exempler derpaa forekom i Homoeopathiens tidlige Historie. 
Det er vel bekjendt, at Hahnemann, dashans Disciple henvendte 


| 


c 


45 


sig til ham for at erfare, hvorledes de skulde behandle Cho- 
lera, fårend han selv enten havde seet eller havt nogen Leilig- 
hed til at behandle et saadant Sygdoms-Tilfælde, udvalgte, blot 
efter Beskrivelsen af dens Symptomer, netop de Lægemidler, 
som senere viste sig at være saa virksomme i hans Tilhænge- 
res Hænder. Hvorledes var han istand til at gjore dette? 
Fordi, istedenfor at vænte, som andre nådvendigviis maatte, 
paa Erfaringens Resultater — indtil Sygdommen havde dræbt 
sine Myriader, medenws man var ifærd med at ansiille Eæperi- 
menierne — havde iforvejen forvisset sig om sine Medicamen- 
ters Virkning paa det sunde Legeme, og, da han kjendte de 
Symptomer, som de formaaede at frembringe, han da tillige kjendte 
de Symptomer, som de kunde helbrede. En mere brillant Bekræf- 
telse af sm Læres Sandhed kunde Hahnemann selv næppe have 
&nsket. Behåver jeg at sige mere for at vise at Homoeopa- 
thien, som er en substantiel Fremtræden af et simpelt og univer- 
selt Princip;— som er uafhængig af alle forudfattede Begreber 
eller Theorier om Sygdom saavelsom af forudgangen Erfaring; — 
som i disse Henseender er forskjællig fra alle andre therapeu- 
tiske Systemer — er i fortrinlig Grad beregnet paa at blive uni- 
versel. . É 

Lad os undersøge i al Korthed, om der gives nogle Be- 
tragtninger af praktisk Natur, som bringe os til at tro, at den 
vil blive universel. Ja upaatvivlelig gives der. Vi ville kun an- 
fore een, nemlig denne, — at skjånt mere end et halvt Aarhun- 
drede er forlåbet siden Homoeopathien forst blev offentlig be- 
kjendt; skjånt den er bleven antaget, jeg tir sikkert sige, af 
Tusinder af Læger af forskjellige Nationer og Sprog — som 
ere vante til forskjellig Tankegang og Udtryksmaade — iblandt 
hvilke findes enhver Varietet af intellectuel Stemning og Evner 
— saa er dog intet Forsåg, ikke engang noget Forslag til et 
Forsåg nogensinde blevet gjort til at forandre eller modificere 
i den ringeste Grad dens Grundprinciper! Dette er tilvisse en 
slaaende og betydningsfuld Kjendsgjerning. Der maa være me- 
gen Dybde af Sandhed i den videnskabelige Sætning, som kan 
udstaa sin Pråve i Midten af det 19de Aarhundrede, da Gransk- 


" 48 


ningens, for ikke at sige Skepticismens Aand er saa vidt udbredt, 
og tilfredsstille og beherske saa mange uafhængige og forskjæl- 
ligartede Gemytter. Jeg kjender ingen anden Gjenstand, være 
sig videnskabelig eller ei, som har vundet et saa ubetinget Bi- 
fald hos dem, som ere blevne dens Tilhængere. Det er sandt, 
Meningsforskjæl har fundet Sted og finder endnu Sted om min- 
dre vigtige og ikke væsentlige Punkter, men ingen har nogen- 
sinde draget i Tvivl den fuldkomne Rigtighed af dens Grund- 
Principer. Havde der været Vildfarelser, Inconsequentser, eller 
blot svage Punkter i disse, er det kun fornuftigt at antage, at 
de vare blevne opdagede og stillede til Skue. Der er intet i Syste- 
met, som binder Menneskenes Sjæle til eenstemmigt Bifald i 
Henseende dertil, andet end dets uangribelige Sandhed, og 
Sandheden er universel. i 

ErrEctIvirterT. Tilstaar man, at alle Naturlove ere Resul- 
tater af Almagtens og Alviisdommens Udåvelse, saa bliver der 
ingen Tvivl tilbage om deres fuldkomne Effectivitet. Men da vi 
ere istand til at vurdere disse Love kun igjennem de Phæno- 
mener eller Virkninger, som fremstilles for vor Iagttagelse, saa 
nådsages vi, ved Behandlingen af dette Spørgsmaal, til at drage 
vore Slutninger fra disse Phænomeners praktiske Anvendelse. 
Jeg maa her huske Dem paa vor Definition af en Naturlov, 
nemlig, at den bestaaer i ,,Tingenes etablerede Forholde” eller 
»at lignende Virkninger altid resultere af lignende Omstændig- 
heder”; ogsaa, at jeg antydede, at der gives to Klasser af Vi- 
denskaber, de visse, de, i hvilke Betingelserne eller Omstæn- 
dighederne ere simple, ganske under vor Control, og derfor 
istand til, til enhver given Tid at reproduceres, saadanne som 
Chemien, de mechaniske Videnskaber, Arithmetik og Geometri 
0. desl.; og de blandede eller uvisse, som have med levende 
Kræfter at bestille, som ere mere compliceerte, og udsatte for 
modvirkende Indflydelser, hvis Betingelser derfor ere mindre 
under vor Control, og Resultaterne nådvendigviis i nogen Grad 
uvisse. Det er ved at undersoge Fffectivitetens Spårgsmaal, eller 
den praktiske Anvendelse af en Naturlov for videnskabelige 
Ojemed, at »Simpelhedens” store Vigtighed bliver aabenhbar. 


47 


Thi da i de blandede Videnskaber fuldkommen Nåjagtighed er 
uopnaaelig, saa er det aabenbart af den yderste Vigtighed at 
gjøre deres Betingelser saa faa og simple, at de nærme sig saa- 
meget som mueligt til Vished. I intet medicinsk System, som 
hidtil er blevet fremsat, er dette saa fuldkommen opnaaet, som 
i Homoeopathien. Hvilke ere dens Betingelser? — at Læge- 
middelets Symptomer svare til Sygdommens. Principerne i en 
reen physisk Videnskab kunne næppe være mere simple. Det 
er udentvivl denne Betingelsernes Simpelhed, og den deraf fol 
gende Lethed, med hvilken dé kunne iagttages, som Homoeo- 
pathien skylder den forholdsvise Sikkerhed i dens Resultater. 

En intéressant Omstændighed, som staaer i Forbindelse med 
denne Gjenstand, er den mærkværdige Lighed, som finder Sted 
mellem Sygdommens Symptomer, og de Symptomer, som hos 
sunde Personer frembringes ved medicinske Substantser. Der 
gives intet bekjendt Symptom frembragt ved en Medicin, som 
ikke finder sin Parallel i Sygdom, og netop de Symptomer, som 
ere meest constante og fremherskende i Lægemidlerne, ere, saa 
at sige, Modstykkerne til de Sygdomme, som meest bestandigt 
og meest almindeligt plage Menneskeslægten! Der maa sikkert 
være en dyb Mening — noget mere end et tilfældigt Sammen- 
træf — i disse mærkværdige Ligheder! Ere vi ikke berettigede 
til den Slutning — kunne vi, i Sandhed, slippe fra den — at 
de antyde en velgjårende Bestemmelse fra Naturens Side for 
dens Skabningers Vedligeholdelse — en Ordning, udtrykkelig 
truffen for at sætte Lægen istand til at fyldestgjåre Betingel- 
serne af Loven , Liigt helbreder liigt”? 

Det er da, troer jeg, uomtvisteligt, at, i Henseende til de 
forste og fundamentale Fordringer til en Naturlov, og til den 
Videnskab, hvoraf den repræsenteres, nemlig at dens Betingelser 
ere simple og eensformige; at de ere anvendelige og etablerede 
af Erfaringen, det homoeopathiske Lægevidenskabs-System er i 
en beundringsværdig Grad skjønt indrettet for Effeetivitet. 
Hvilke Beviser have vi for dets heldige Anvendelse? Vi ville 
erholde vort Svar paa dette Sporgsmaal fra to Kilder — fra 
selve Facultetet og fra Publicum: — 


32 



































BRA TT STE SEBET for (4 163. |sg | r rn rr rr (mosog) sejodisrg 
9 | IE | FE | 803g FRIST HOE FS] GERT KOGER] TA ter] ET RE KEE IRS ft SES] SAN SAL TOGT SN 
66 | Or GL LET LMG "196 UEFA ES al BE RIG RS TT SKET BESET SÅ 
0 0 860T | GGII ig v EGGR EGOR ute SÅ Bie ISEN (AE NEE SRRRE SS DISTLE LUT SURT 
ulig FOG ENNTE DEAL 28 |LFI |" 1077" rdoguosgq 30 vooyrIg 
OBS BORER KOOTERHO TT TZ 198 |99 | 82T |; "7" "+ -gosmng go wmopg£g 1040'7 
4 6 STEMTE dGv | PI TI TS HEE BER SEE sta OS [STATES FO EJER PIO BOE: 
9 G 0£ FS F72 | IF G9 OG LES R TERE EET KORTE DUET SEOUL DEN 
Fer 62 96 F8I T6GE | 68 gg 923. ||: " " mummpreorog 2o Jo31ælg 1 Ww0p2£g 
T9 EL FI 9: Greg RL SI me ere nel ele se ae Te OST DU] -SIOTIINT 
0 O) v v CE 2 g g ER SAS GR AS DSA EES NESS ER Se Or hESL BARRY FBE Sr 
Br TOGT | SFI fCE HOL 0g TA RE TYR Ser EN SN es UTU]Å JE DOTer 
æ E GST | 203 PETE EBERT SOGIEEESE REE 50 DE AES SANNE ELSE AES EN SES DTUD UDE 
ig 168 | S9TT | TET Seg 160 | Tor |20g |". 7" smmmojg 20 osJopuæjog-ogung 
"opd 10 "opoq 23 
men] NE [ser] ne mania | (OPA | "Sem | ede "HSTINAWNAT SWOGDAS 
"IHLVdOIOWOH | y "THLVdOTTV 


























"IPUIUIUIOYP9A SNÆIHLVdOJOWOH 
ao zorswory $0 zurT 'u9TM 1 ouzoreydsoq ei ouzogzodog je $0 -— opuowwoypoA SXÆIHL 
-VdOTTV 10; 1orejrdso s,981094) "gg $0 s,4ng je uogelppn 'SunpusyaqosæT Je HNYALVIIMSTY Je TØgVYT, NA 


49 


Homoeopathiske Practici appellere nådvendigviis til prak- 
tiske Resultater: til Homoeopathiens Held i Sammenligning med 
Medbeiler-Systemets. Det Beviis, som forskaffes ved privat 
Praxis, hvorvel det er uskatteerligt for dets individuelle Besid- 
dere, er, af let fattelige Grunde, uantageligt ved en Leilighed 
som denne, For offentlige Ojemed holde vi os til Underret- 
ning, som erholdes af offentlige Kilder. Den foregaaende Ta- 
bel taler for sig selv." Jeg vi kun" beråre fire Punkter som 
fortjenende Opmærksomhed, nemlig, at disse Resultater ere ud- 
dragne af offentlige Reporter (Indberetninger), som ere udstedte 
af de respective Hospitaler; at, då de have sin Oprindelse fra for- 
skjællige Lande, vare de aabenbart ikke bestemte for Sammen- 
ligning, og ere derfor kun destomere tilforladelige; at de her 
valgte Sygdomme indbefatte nogle af de meest dådelige, som 
plage Menneskeslægten; og endelig at igjennem hele Listen viser 
Homoeopathiens Overlegenhed sig at være overmaade stor. 

Men denne Sammenligning, slaaende som dens Resultater 
ere, tilvejebringer dog kun en hbegrændset og ufuldstændig 
Fremstilling af Sagen. Den melder intet om mange andre 
acute (hidsige) Sygdomme, som nådvendigviis maatte udelades 
af Mangel paa Plads; den tier ogsaa stille om den endnu stårre 
Klasse af chroniske Sygdomme, ved hvis heldige og fuldstæn- 
dige Helbredelse Homoeopathien' har vundet Publicums Tillid; 
thi, naar Alt kommer til Alt, saa er det Publicum, som maa blive 
Voldgiftsmænd iHenseende til dens Effectivitet. Ved denne Pråve: 
ved dens Tilfredsstilielse af Publicums Fordringer; ved dens Ægt- 
hed maa enhversomhelst Opdagelse, hvad enten det er i et Viden- 
skabs-Sporgsmaal, eller blot i en mechanisk Opfindelse, staa eller 
falde. Forgjæves vilde Ingenieuren lovprise Jernbaners For- 
trin over de gammeldags Reisemaader, dersom hans Opfindelse, 
ved at stilles paa praktisk Prove, blev befunden at være ubrug- 
bar, dersom Vognene enten slet ikke bevægede sig — eller, 
hvis de dog bevægede sig, de gik langsommere end Diligen- 
cen. Forgjæves vilde Båssemageren demonstrere for Jægeren 
Percussionslaasenes Fortrin for den gamle. Flintesteéen, hvis de 
slog feil, naar man kom ud i Skoven, Forgjæves vilde Chemi- 

4 


50 


keren anprise Fordelene af Gas fremfor Olie eller Tælle, der- 
som hans Gas, naar han rykkede ud med det, ikke brændte — 
eller, hvis det brændte aldrig saa klart, det i andre Henseender 
ikke kunde concurrere med Tællelyset. Og det modsatte af 
dette er ligesaa sandt — naar Folk een Gang have faaet Smag 
paa praktiske Reformers Fordele, hvad enten det er i Konster 
eller Videnskaber — vilde det være ligesaa vanskeligt at over- 
tale dem til at vende tilbage til de gamle Skikke, som det i 
Begyndelsen kan have været vanskeligt at overtale dem til at 
antage den nye. Det er accurat det samme med Medicinen, 
som, skjønt den optager en håjere Plads end de ovenan- 
tydede mechaniske Konster, ikke desto mindre er en Commo- 
ditet for Publicums Forbrug, over hvis Effectivitet Publicum, 
som i andre Tilfælde af samme Slags, maa afsige den endelige 
Dom. Men mange vil udraabe: ,,Publicum er en incompetent 
Dommer i Sagen!” Det synes jeg ikke. Publicum er, naar 
noget Nyt fårst bliver imdfårt, uerfarent, og kan for en Tid 
blive narret. Men det narres ikke i Længden. Naar Publicum 
faaer behørig Betænkningstid er det, især i Sager, som angaa 
dets egen personlige Interesse, forunderlig snu, og det slaaer 
sjælden Feil, at det tilsidst afgiver et rigtigt Sandsagn. Nu er 
det en Ting, som ikke lader sig omtviste, at lige fra den får- 
ste Forkyndelse af Homoeopathien, ved dens uforfærdede Op- 
dager, er den vedbleven at udbrede sig efter et bestandigt til- 
tagende Forhold, indtil den nærværende Tid, og nu ere dens 
Grændser de samme, som den beboede Jords. I ethvert Land, 
hvor den nyere Tids Civilisation har mdtrængt sig, har Ho- 
moeopathien fulgt dens Fjed. Hvor for faa Aar siden dens 
Praktikere taltes med Enere — tælles de nu i Hundreder; og 
dog er Forsyningen utilstrækkelig til at tilfredsstille Efterspårg- 
selen. I min egen Erfaring hører jeg gjentagne Gange om 
-Districter, især i Provindserne, hvor Raabet efter homoeopathi- 
ske Læger er lydeligt og bestandigt. Hvilke, lad mig sporge, 
ere disse, som saaledes raabe efter Homoeopathien? Er det 
dem, som ere praktisk fremmede for Systemet; som, uden no- 
. gensinde at have pråvet dets Kræfter, ere fremdrevne af år- 


Qen—… 


51 


keslås Nysgjerrighed, som de blot have at tilfredsstille, for at 
komme udaf deres Vildfarelse? Nei, det er ikke Samfundets, 
Lysbrændere og Diligence-Reisende, som antage eller udbrede 
Homoeopathien. Disse nedrive den, saa at sige, med een Mund, 
og sætte sig imod den. Men det er dem, som ere praktisk be- 
kjendte dermed, som, efter een Gang at have erfaret dens 
milde og velgjårende Virkninger, have en naturlig Utilbåjelig- 
hed til at vende tilbage til et System, hvis Cuur undertiden 
næsten er en Qval; de, som have forsågt den, have fundet, at 
den præsterer hvad den lover: at den er virksom til Helbre- 
delse. Saaledes troer jeg altsaa det viser sig, at Homoeopa- 
thien, naar den proves efter hine almindelige Regler, ved Hjælp 
af hvilke vi dåmme om alle praktiske Videnskabers Effectivi- 
tet, kommer triumpherende ud af Ildpråven. 

Og nu til Slutning: hvis det er lykkedes mig, som jeg 
haaber det er, at vise i denne Henseende, saavelsom i de an- 
dre Henseender, hvorpaa Deres Opmærksomhed er bleven hen- 
ledt, at Homoeopathien besidder de Egenskaber, som ere cha- 
raktcristiske for Naturlove, da har jeg beviist, at ogsaa den er 
en Naturlov; og, hvis den er en Naturlov, da ogsaa, åt den er 
sand; thi alle Naturlove udgaa fra Gud — 06 GUD ER SANDHED. 























nn 


UD